Thule Air Base
Greenland Contractors: Nu skal vi konkurrere på lige vilkår
Den administrerende direktør for Greenland Contractors, Peter Kofoed, er optimist. Han ser en stor sandsynlighed for, at Thule-kontrakten med gårsdagens afgørelse kan blive på dansk-grønlandske hænder
- Jeg går og spekulerer på, hvad der kommer til at ske nu. Det er jo mindre end 20 timer siden, afgørelsen kom.
- Vi må se, hvad dette videre kan føre til, men som udgangspunkt er det meget positivt, at USA’s Court of Federal Claims har afgjort, at udbuddet må gå om.
Sådan siger administrerende direktør i Greenland Contractors, Peter Kofoed, i dag.
Stopper overdragelse
Han var ellers i færd med at finde nøglerne frem til amerikanerne i Exelis Services, så de kunne drive og vedligeholde militærbasen efter det dansk grønlandske virksomhedskonglomerat Greenland Contractors tabte udbuddet.
- Nu har vi kun fået besked af US Airforce på at stoppe overdragelsesprocessen. Jeg håber, at en sag nu vil føre til, at vi får nogle klare og entydige betingelser for, hvad en grønlandsk virksomhed er, og at vi får en ny udbudsrunde, hvor vi kan konkurrere på lige vilkår, siger Peter Kofoed til Sermitsiaq.AG.
Læs: Dom fra USA genåbner drama om Thule Air Base
Han føler, der er lun medvind nu i den betændte sag.
- Vi har opbakning fra Udenrigsministeriet og fra selvstyret. Og når det så ovenikøbet er en amerikansk domstol, som har underkendt US Airforces beslutning, så bliver jeg fortrøstningsfuld.
- Det viser da, at der er den skelnen mellem politik og jura, som der skal være, siger Greenland Contractors administrerende direktør.
Læs: Lidegaard: Thule-afgørelse understreger vi havde ret