Qaqortoq

Great Greenland-direktør: Vi skal bekæmpe dobbeltmoralsk politik

Fredag er der generalforsamling i sælskindsgarveriet Great Greenland, og direktør, Lars Berg, gør status og kommer med sin udlægning af kampen for et frit sælskindsmarked

Direktør i Great Greenland, Lars Berg

Artiklen og overskriften er rettet fredag klokken 11.22, fordi der fejlagtigt stod, at Great Greenland ikke følte sig sikre på seneste driftstilskud

- Man kan ikke lave en oplysningskampagne om, at brug af sælskind er bæredygtigt, når man samtidig har en lovgivning, som forbyder import af sælskind. Det er som at være katolik og købe aflad for sine synder, siger Lars Berg.

Great Greenland-direktøren er bramfri, når det gælder EU-parlamentarikernes nyeste linie. Inuit Sila-sælskindskampagnen i Strasbourg har skabt opbakning til en oplysningskampagne, men Lars Berg mener, at det vigtigste nu er at kæmpe imod, at verdenshandelsorganisationen WTO nyeste skærpelser overfor EU ikke bliver implementeret i sælforordningen.

En redigering af teksten skal snart til afstemning, og det handler om at påvirke politikerne så meget som muligt op til da.

VIDEO: Sælskinds-sats i minkland

- De sidste to års tid er det lykkedes os at skabe en enig røst hos de danske politikere. Det har også bredt sig til Greenpeace og WWF, og den holdningsændring kan vi så håbe smitter af på EU-kommissionen, siger Great Greenlands chef.

- Her kunnne vi ønske os, at vi havde lobbykræfter, som bare kunne måle sig en smule med for eksempel landbruget i Europa. Vi handler med skind, og sælfangerne bruger selv kødet og indhandler også kødet. Men EU’s landbrugskæmper har formået at fortælle en historie, hvor netop kød og fødevaresikkerhed spiller en stor rolle. Det er svært for os at bruge samme strategi, men det virker for dem, fortæller han.

Sidder på god position
Faktum er, at Grønland på grund af sælskindsimportforbuddet og inuit-undtagelsen, som kun gælder for os, har et de facto monopol på salg af sælskind i Europa, og det er en god ting for Great Greenland. Men direktøren håber på en total liberalisering af sælskindssalget ligesom mink og andre skind - Grønland kan konkurrere på kvaliteten, påstår han.

Qaqortoqs største virksomhed garveriet fik ved seneste finanslovsforhandling endnu en solid indsprøjtning af støttemillioner. De 15 millioner kroner skal blandt andet lappe et hul i kassen som opstod på grund af søgsmålsudgifter.

Læs: Kinesisk sælskindssatsning kiksede

Der er generalsforsamling i morgen fredag, hvor Lars Berg skal se ejerne, selvstyret, i øjnene og give dem en troværdig fortælling om virksomhedens fremtid. En fortælling som er 15 millioner kroner værd, og som trækker den samme retning som Naalakkersuisut ønsker.

Direktøren vil ikke fortælle noget om, hvad han forventer sig af generalforsamlingen. Men han er glad for udviklingen i virksomheden.

- For få år siden var der rigtigt trægt her i virksomheden. Det gik faktisk ad ‘h’ til og var økonomisk op ad bakke. Men den situation er heldigvis anderledes i dag, og nu har vi plads til med et nyt driftstilskud faktisk at lægge en kurs, mener jeg.

Læs: Great Greenland fik et skuffende 2013-resultat

Powered by Labrador CMS