Fodbold-GM
GM-fodbold: Målfest i Qeqertarsuaq
Kvalifikationskampe til herrernes GM i fodbold er skudt i gang
Der blev scoret ikke færre end 17 mål i to kampe, da mellemrunden i kvalifikationsturneringen til GM blev skudt i gang i Qeqertarsuaq onsdag. Nagdlúnguak fra Ilulissat og sidste års sølvvindere fra G-44 fra Qeqertarsuaq fik en god start i kvalifikationsturneringen.
Det var Nagdlúnguak og T-41 fra Aasiaat, der spillede i åbningskampen onsdag eftermiddag, hvor Nagdlúnguak vandt med 10-0.
Nagdlúnguak var ikke med i slutrunden sidste år på grund af ulovligt brug af en spiller. Nu er holdet opsat på at nå slutrunden i Nuuk.
- Gennemsnitsalderen på vores hold er 24 år. Vi har en del unge spillere med, og vi fik en god start i mellemrunden, hvor vi havde meget boldbesiddelse, fortæller træneren for Nagdlúnguak Ole Brønlund til Sermitsiaq.AG.
Dagen anden kamp blev også mål rig, da G-44 vandt over I-69 fra Ilulissat med 7-0.
- Flere af vores spillere, som ikke var med, er tilbage på holdet. Vi frygtede ellers, at vores sene start ville gå ud over vores spil. Men vi har heldigvis fået en god start, siger træneren for G-44 Johan Frederik Zeeb til Sermitsiaq.AG.
Spændende kampe
Kugsak-45 fra Qasigiannguit spiller sin første kamp torsdag eftermiddag. Klubben har lange traditioner i fodbold-GM.
- De har unge dygtige spillere. Nagdlúnguak har også et godt holdt. De kommende kampe bliver derfor meget spændende, siger Johan Frederik Zeeb.
T-41 skal torsdag spille mod Kugsak-45, mens Nagdlúnguak og I-69 spiller mod hinanden.
Der kommer otte hold med til slutrunden. NÛK fra Nuuk er kvalificeret direkte som GM-arrangør.