Kangaatsiaq

Giver Royal Greenland skylden for vandproblemer

Den selvstyreejede seafoodproducent har brugt store mængder vand til fabrik uden forudgående aftale

Det vil tage flere måneder, før vandforsyningen igen er tilfredsstillende i Kangaatsiaq

Royal Greenland begyndte i juni at filetere torsk på fiskefabrikken i Kangaatsiaq.

Meget vand
Det er en produktion, der kræver store mængder vand. Og da den selvstyreejede virksomhed satte produktionen i gang uden først at varsle energiforsyningsselskabet Nukissiorfiit, fik byen problemer med vandforsyningen.

Det fremgår af et paragraf 37-svar fra Naalakkersuisoq for natur og miljø, Mala Høy Kúko (A), til Hans Aronsen fra Inuit Ataqatigiit.

ikke hurtig løsning
- Der er desværre ikke umiddelbart en god løsning på vandsituationen. Forventningen er, at man desværre først kan sikre en større vandforsyning til foråret, skriver landsstyremedlemmet i svaret.

Det fremgår desuden af svaret, at Nukissiorfiit bliver klar over problemet i slutningen af september, hvor vandmængden i de to vandsøer, der forsyner Kangaatsiaq, var blevet kritisk lav.

Midlertidig ledning
Nukissiorfiit har forsøgt at etablere en midlertidig vandledning til en sø, der ligger fire kilometer fra de vandsøer, der benyttes i dag.

Samtidig blev det aftalt med Royal Greenland at begrænse vandforbruget på fiskefabrikken i Kangaatsiaq. Den nye ordning betyder, at seafoodproducenten kan fortsætte med at indfryse torsk på fabrikken, men ikke filetere råvarerne.

Læs: Måtte sende medarbejdere hjem på grund af vandmangel

Vandet fryser
Nukissiorfiit har imidlertid ikke kunne få vandet pumpet hurtigt nok gennem den nye vandledning. Og det betyder, at vandet fryser.

Energiforsyningsselskabet har blandt andet forsøgt at løse problemet ved at knytte flere pumper til ledningen. Det er imidlertid ikke lykkedes, og vandledningen er derfor frosset helt til. Nukissiorfiit vurderer derfor, at der først kan hentes vand fra den supplerende vandsø til foråret.

Dyrt anlæg
Det fremgår desuden af paragraf 37-svaret, at der ikke er udsigt til, at Kangaatsiaq får et såkaldt osmoseanlæg, der kan omdanne saltvand til drikkevand. Dels vil det være en meget dyr løsning, dels vil anlægget ikke være klar før den midlertidige vandledning også vil være i drift.

Læs: Slut med at koge vandet i Kangaatsiaq

Powered by Labrador CMS