Gigantisk lottopræmie i USA sætter ny verdensrekord

Amerikanske spillefugle har tirsdag en chance for at vinde den største lottopræmie, verden nogensinde har set.

Jackpot-præmien i det amerikanske lotteri Mega Millions er vokset til 1,6 milliarder dollar. Det er ny verdensrekord for en lottepræmie.

Ingen spiller ramte den rigtige kombination af seks tal ved fredagens trækning. Derfor overføres præmiepuljen - svarende til ikke mindre end 10,4 milliarder kroner - til på tirsdag, hvor der igen bliver trukket seks nye tal.

Den store førstepræmie i lottospillet har overhalet den hidtidige verdensrekord på 1,568 milliarder dollar (10,2 milliarder kroner). Det var førstepræmien i et andet amerikansk lottospil i januar 2016.

Det skriver Mega Millions på sin hjemmeside.

- Det er virkelig forbløffende at tænke på, at jackpotten er nået op på en ny verdensrekord, siger Gordon Medenica, som er direktør for Mega Millions Group.

Lottokuponerne er til salg i 44 af USA's 50 stater. Deltagerne skal betale 2 dollar (13 kroner) for en kupon, hvor man vælger fem tal mellem 1 og 70 og et enkelt bonustal mellem 1 og 25.

De store jackpots er et resultat af, at flere lottofirmaer er begyndt at forringe sandsynligheden for at vinde den helt store præmie. Dermed når mange af gevinsterne at vokse sig rekordstore.

Firmaernes nye strategi har angiveligt hjulpet i forhold til at få endnu flere personer til at købe lottokuponer.

I Californien blev der torsdag eksempelvis solgt for 5,7 millioner dollar lottokuponer i løbet af den første halvdel af dagen. Vildest stod det til ved frokosttid, hvor der blev købt 200 kuponer i sekundet.

/ritzau/dpa

Powered by Labrador CMS