Pan Amerikanske Mesterskaber

GHF indgår million-aftale med NunaFonden

Grønlands Håndboldforbund har indgået million-aftale med NunaFonden om de Panamerikanske mesterskaber i herrehåndbold i Nuuk, der skal spilles næste år

Næste år skal Pan Amerikanske Mesterskaber spilles i Nuuk

I juni næste år er Grønland vært for de Panamerikanske mesterskaber i herrehåndbold.

Udover Grønland deltager 11 hold fra Nord-, Mellem og Sydamerika, og der er lagt op til håndbold i verdensklasse på grønlandsk jord.

Ved turneringen skal de tre bedstplacerede hold kvalificere sig direkte til verdensmesterskaberne.

Afvikling af mesterskaberne er delvist finansieret af GHF, Selvstyret, Kommuneqarfik Sermersooq, Elitesport Greenland, Grønlands Idrætsforbund og en række private sponsorer og donationer.

Nunafonden har i september indgået en aftale om også at indgå som bidragsyder med et bidrag på én millioner kroner.

- Dette er en fantastisk og på mange måder unik begivenhed, der gavner både sporten, foreningslivet, erhvervet og ikke mindst alle os der enten skal være frivillige og/eller tilskuere. Det er NunaFondens håb, at dette tilskud kan være med til at skaffe andre sponsorer, så Grønland kan vise verden, at vi magter et sådant stort arrangement, siger Vivian Motzfeldt på vegne af Nunafonden.

Mesterskaberne er i sine forberedelser, og der er fortsat et stort behov for at indgå samarbejds-og sponsoraftaler, selvom størstedelen af budgettet på omkring 15 millioner kroner allerede er sikret.

Styrekomitéen for projektet oplyser, at alle 42 kampe transmitteres online og, at der bliver salg af TV-rettigheder til relevante TV-stationer.

- Denne form for eksponering er helt nyt i en grønlandsk kontekst og giver nogle helt nye muligheder at sælge Grønland på i verden, skriver håndboldforbundet.

Mesterskaberne afvikles i Nuuk i perioden 15-25. juni. Der spilles i både Inussivik og Godthåbshallen og der forventes at være et behov for cirka 150 frivillige til at bistå de minimum 250 atleter, dommere og trænere, der rejser til Nuuk for at deltage.

Powered by Labrador CMS