Uro i Siumut
Gerhardt: Ikke råd til flere fejl
Formanden for koalitionspartiet Atassut Gerhardt Petersen er bekymret for den politiske situation
Atassut er indstillet på at fortsætte samarbejdet med Siumut, selvom regeringskoalitionens flertal onsdag er skrumpet til ét mandat.
Koalitionen kan miste magten, hvis der blive begået flere fejl, mener formanden for Atassut, Gerhardt Petersen.
Formanden for Partii Inuit, Nikku Olsen, orienterede Gerhardt Petersen onsdag morgen om, at Partii Inuit ikke længere er parlamentarisk grundlag for koalitionen.
Læs "Partii Inuit dropper koalitionen"
Læs "Jess Svane: Indkald til ekstraordinær generalforsamling"
Læs "Siumuts Kruse: Stop magtkampen"
Gerhardt: Situationen er alvorlig
- Vi må se i øjnene, at der ikke er råd til flere fejl. Jeg vurderer den nuværende situation som alvorlig, siger Gerhardt Petersen til Sermitsiaq.AG.
Hans Enoksen forlod Siumut i sidste uge, og Partii Inuit har nu besluttet at stoppe samarbejdet med koalitionen, som partiet ellers valgte at indgå, da Partii Inuit blev fyret fra Naalakkersuisut i oktober.
- Atassut er fortsat indstillet på at fortsætte samarbejdet med Siumut. Vi mener, at koalitionsaftalen om at ophæve nultolerancen over for uran, råstofloven og videreudvikling af yderområderne har så stor værdi for vores parti, at vi agter at fortsætte samarbejdet, siger Gerhardt Petersen.
Men det er et skrøbeligt flertal, der skal sikre koalitionens overlevelse. Den har nu 16 mandater bag sig mod 15 mandater i oppositionen.
- Et flertal på et enkelt mandat er set tidligere, og sådan er demokratiet, påpeger Gerhardt Petersen.