Arktisk forskning

Gennembrud: Derfor ser Vestgrønland ud, som den gør

Ny model giver forskere mulighed for at rejse tilbage i tiden gennem utallige istider og dermed få en forståelse af, hvordan indlandsisen har udviklet sig og påvirket landskabet.

Nye forskningsresultater giver forskerne en bedre forståelse af, hvordan landskabet har udviklet sig igennem flere istider.

Det er den unge ph.d.-studerende Astrid Strunk, der sammen med seks andre studerende, fortæller om den seneste forskning i det anerkendte forskningsmedie Nature Communications.

- Det giver fornyet indsigt i og forståelse for isens bevægelser og erosionen af fjeldene, og det giver konkret substans til flere centrale teorier, skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse om de nye forskningsresultater.

Selv siger Astrid Strunk fra Institut for Geoscience, Aarhus Universitet:

- Kort fortalt handler det om indlandsisens historie igennem den sidste én million år. Det er lykkedes os at sætte tal på, i hvilke perioder, der har været isdække eller isfrit i det vestlige Grønland. Samtidig har vi regnet ud, hvor meget isen “skraber af”, når den eroderer landskabet igennem en hel million år.

Første model nogensinde

Hun oplyser, at det er første gang nogensinde, at det er lykkedes at skabe en model, der med udgangspunkt i indsamlede grundfjeldsprøver, giver os et reelt billede af isdækkets fluktuationer og den deraf følgende erosion af fjeldene.

Læs hele pressemeddelelsen her, der blandt andet fortæller om, hvordan stjernehimmelen blev taget til hjælp for at forstå udviklingen.

Powered by Labrador CMS