Gå til hovedindhold

GE: Naalakkersuisut svigter miljøet

Grønlands Erhverv kritiserer i skarpe vendinger planerne om at lægge afgifter på el- og hybridbiler

Som vi har fortalt her på Sermitsiaq.AG, så har Naalakkersuisut planer om at indføre vægtafgift for både el- og hybridbiler samt indføre en indførselsafgift på hybridbiler.

Det forslag får en hård medfart fra Grønlands Erhverv.

- El-biler er en gave til den sårbare grønlandske natur, men nu går Naalakkersuisut til angreb på miljøet og vores forpligtelse til at nedbringe udledningen af CO2. Det sker med et forslag om, at el- og hybridbiler skal pålægges så massive indførsels- og motorafgifter, at salget af disse miljø- og klimavenlige biler højst sandsynligt vil gå i stå, skriver konsulent hos GE, Lars Krogsgaard-Jensen i en pressemeddelelse.

Salget i Danmark gik i stå

Naalakkersuisoq for finanser, Pele Broberg (PN) understreger overfor Sermitsiaq.AG, at elbiler fortsat er fritaget for vægtafgiften.

- Det er vigtigt at skelne mellem elbiler og hybridbiler, siger han.

Men hos GE frygter man, at salget af begge biltyper vil blive påvirket kraftigt.

- Erfaringerne fra Danmark viser, at salget af el- og hybridbiler går i stå, når man for tidligt og for kraftigt lægger afgifter på. Herhjemme er salget af de populære el- og hybridbiler forholdsvis nyt, men alligevel har Naalakkersuisut nu besluttet at pålægge indførsels- og motorafgifter på bilerne, skriver Lars Krogsgaard-Jensen.

Pele Broberg (PN) vil ikke umiddelbart tage stilling til kritikken fra GE.

- Jeg ser frem til at læse deres eventuelle høringsvar, og så må vi og Inatsisartut jo diskutere, hvordan det endelige lovforslag skal se ud. Det er jo det, man har høringer til, siger han.

Virkning på miljøet

Naalakkersuisut vurderer i bemærkningerne til loven om vægtafgiften, at det i starten vil give 4 millioner kroner ekstra, hvoraf de 3 millioner kommer fra hybridbiler på over 1.800 kilo. Den indtægt vil dog falde 1 millioner i takt med, at forbrugerne ændrer deres købsadfærd. Pele Broberg (PN) forklarer, at der er tale om et kvalificeret skøn.

Bliver forslaget til virklighed, vil en hybridbil, der i dag koster 100.000 kroner fremover koste 225.000 kroner.

Hos GE vurderer man, at kraftige prisstigninger på hybridbiler og en forøgelse af de årlige omkostninger på begge biltyper, vil påvirke valget af bil ganske voldsomt.

- Hovedformålet med de foreslåede afgifter er ikke miljømæssigt begrundet, fremgår det af bemærkningerne til lovforslaget. Forslaget betyder da også, at Naalakkersuisut reelt svigter miljøet, for intet tyder på, at salget af el- og hybridbiler kan holdes på det nuværende niveau, hvis man lægger afgifter på dem. Salget vil højst sandsynligt gå i stå ligesom i Danmark, skriver Lars Krogsgaard-Jensen.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER