GE: Doris er på gal vej om lærermangel

Direktør for Grønland Erhverv Brian Buus Pedersen vil have forklaring fra Doris J. Jensen om hendes valgoplæg omkring lempelse af optagelseskravene til læreruddannelsen

Brian Buus Pedersen, direktør i GE, vil have forklaring fra Doris J. Jensen om hendes forslag om lempelse til optagelseskrav til læreruddannelsen
Offentliggjort

- Vi kommer ingen vegne ved at sænke optagelseskravene til seminariet. Hvis man gør det, vil man risikere, at for mange unge vil blive optaget af forkerte forudsætninger uden at vide, hvad det kræver at gennemføre uddannelsen. Så, fra GE's side, er det ikke den rigtige vej at gå.

Det siger direktør for Grønland Erhverv Brian Buus Pedersen til Sermitsiaq.AG om naalakkersuisoq for uddannelse Doris J. Jensens valgoplæg om lempelse af optagelseskrav til læreruddannelsen.

Læs: Alarm: Om ti år mangler vi 300 lærere

Lempelse løser ikke problemet

Ved vælgermødet i Aasiaat i sidste uge sagde Doris J. Jensen, at lempelsen af optagelseskravene bør lempes, da der kommer til at mangle 300 lærere om ti år.

- Men forslaget løser ikke den udfordring. Der er ingen logisk sammenhæng mellem sænkning af optagelseskrav og tro på, at der kommer til at være flere færdiguddannede lærere. De unge bør gives bedre forudsætninger for at klare kravene til videregående uddannelser, fremhæver han.

Læs også: Imak: Slækkede adgangskrav vil gå udover undervisningskvaliteten

Kræver forklaring

Brian Buus Pedersen mener derfor, at Doris J. Jensen må forklare sit valgoplæg yderligere. For ifølge direktøren kan man risikere, at mange ikke vil færdiggøre læreruddannelsen.

- Når man sænker optagelseskravene skaber man en illusion om, at man kan klare sig fint igennem uddannelsen, når man kan gå ind til uddannelserne med lavere karakterer. Men det kan man bare ikke, for kravene i uddannelsen vil være de samme. Derfor må Doris J. Jensen forklare sin teori om, at der vil komme flere uddannede lærere, hvis optagelseskravene bliver lavere, siger han, og kalder hendes valgoplæg for kortsigtet og en forkert løsning.

- Det er nødvendigt, at vi holder fanen højt. Der skal være høj kvalitet på læreruddannelsen, og dem vi skal have ind skal være kvalificerede til at tage uddannelsen, lyder det fra Brian Buus Pedersen.

Powered by Labrador CMS