fint besøg i Grønland
Galleri: Ban Ki-moon glæder sig
FNs generalsekretær har indledt sin lynvisit i Grønland
Der var ikke meget global opvarmning i luften, da FNs generalsekretær Ban Ki-moon tirsdag klokken 19.06 landede i Ilulissat.
Tværtimod var der bidende koldt: 20 minusgrader.
Men en smuk aften var det. Solen var ved at gå ned, og himlen var tonet i purpurrøde farver over Isfjorden.
På landingsbanen stod grønlandsk, dansk og udenlandsk presse klar til at tage imod, da generalsekretæren trådte ud af Air Greenland-maskinen efter en lang rejse fra New York via København og Kangerlussuaq.
- Det er første gang, jeg er i Grønland. Jeg glæder mig til at lære mere om, hvilken effekt den globale opvarmning har her i landet, lød det fra den venligt smilende herre, inden han blev guidet gennem sværmen af pressefolk og over i en af hotelbusserne.
Læs: Aleqa og Thorning-Schmidt tager imod Ban Ki-moon
Tæt program
Sammen med Ban Ki-moon ankom også den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne, og formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut.
I lufthavnen blev de modtaget af Qaasuitsups Kommunias borgmester Ole Dorph, Siumut, og medlem af Naalakkersuisut for miljø, Kim Kielsen fra Siumut.
Onsdag venter der et tæt pakket program for VIP-trioen med hundeslædetur, besøg på børnehjem og sejltur ud til Sermeq Kujalleq.
Undervejs vil de blive præsenteret for en lind strøm af oplysninger om klimaforandringernes indvirkning på disse breddegrader.
Ban Ki-Moons besøg er en optakt til FNs klimatopmøde 23. september i New York, hvor en lang række statsledere, virksomhedsledere, repræsentanter fra finansverdenen og videnskabsfolk vil præsentere bidrag, som kan være med til at begrænse udledningen af drivhusgasser.
Se billeder under denne tekst