restancer

Gælden til det offentlige nærmer sig milliarden

Gælden til det offentlige er tæt på at runde en milliard kroner.

Det fremgår af et svar fra naalakkersuisoq for skat og finanser Aqqaluaq B. Egede til Demokraternes Randi Vestergaard Evaldsen.

Opgørelse

Per 31. januar 2018 udgør restancerne fra Skattestyrelsens inkassosystem 763,8 millioner kroner, men dertil kommer hensættelser til tab på skatter på 190 millioner kroner.

Skattestyrelsen har set på, hvor mange personer eller virksomheder, der står som skyldnere af de 763,8 millioner kroner, og det er opgjort til 18.264, hvilket svarer til, at hver enkelt person eller virksomhed i gennemsnit skylder det offentlige 41.820 kroner.

I svaret til Demokraternes formand fremgår det også, at langt det største beløb i manglende betalinger til det offentlige gælder personer eller virksomheder, som ikke bor her i landet. Her løber gældende op i 117.421.565 kroner og gælder 3.018 personer/virksomheder.

Hovedstadsskyldnere

Fordelt på postnumre her i landet er det især hovedstadspostnumrene 3900 og 3905 der huser de største skyldnere med restancer på henholdsvis 82 og 83 millioner kroner.

Powered by Labrador CMS