ransagning hos GA

GA om politiransagning: Vi har intet at skjule

Grønlands Arbejdsgiverforening, GA, tager afstand fra enhver form for aftaler, der begrænser konkurrence

GAs direktør, Brian Buus Pedersen, tager afstand fra karteldannelser
Offentliggjort

Direktør i Grønlands Arbejdsgiverforening, GA, Brian Buus Pedersen, er i chok efter tirsdagens politiransagning i GAs kontorer i Nuuk.

Politiet og Konkurrencetilsynet har mistanke om ulovlige prisaftaler i VVS-branchen.

- Derfor forekommer det os at være et overdrevent dramatisk skridt, at Konkurrencetilsynet med politiets hjælp tirsdag foretog en uvarslet ransagning i GA’s sekretariat med den begrundelse, at sekretariatet skulle have medvirket til at indgå ulovlige prisaftaler på markedet for VVS-artikler. Ved en normal henvendelse ville vi naturligvis straks stille os til rådighed ganske frivilligt, og vi ville arbejde 100 procent på myndighedernes side. Derfor opfatter vi Konkurrencetilsynets skridt som en unødvendig handling, der ikke er egnet til at fremme det samarbejde, som GA ellers altid lægger op til, meddeler GAs direktør Brian Buus Pedersen.

Læs "GA’s sekretariat i Nuuk ransaget"

Vil være at skyde sig sig selv i foden
Han henviser til det arbejde, GA har udført i flere år for at give større gennemskuelighed. Karteldannelser med hemmelige prisaftaler er derfor det modsatte af, hvad GA vil opnå som organisation.

- Det burde være almindelig kendt, at GA som organisation modarbejder alle tendenser til såkaldte kartelaftaler. Ikke alene tager vi skarpt afstand fra enhver form for konkurrencebegrænsende adfærd af etiske og samfundsmæssige grunde, men det ville rent ud sagt også være at skyde os selv i begge fødder, hvis vi blot antydningsvis medvirkede til ulovligt at sætte den frie konkurrence ud af kraft, siger Brian Buus Pedersen.

Der er i konkurrenceloven retligt grundlag for, at konkurrencemyndighederne kan foretage ransagning, som det er sket hos GA, da også brancheorganisationer er omfattet af konkurrencemyndighedernes adgang. Det har konkurrencemyndighederne valgt at gøre.

GA: Vi har intet at skjule for nogen
- Når det er sagt, skal det ikke forstås, som om GAs sekretariat er utrygge ved resultatet af selve ransagningen. Vi har intet at skjule for nogen. Men vi er ærlig talt rystet over fremgangsmåden, som vi finder helt unødvendig, siger Brian Buus Pedersen.

- Lad mig afslutningsvis gentage, at det er en indlysende og grundfæstet holdning i GA, at enhver form for karteldannelse og konkurrenceskadende adfærd skal stoppes, siger GA’s direktør.

Powered by Labrador CMS