GA holder konference om konkurrenceloven

Hotel Hans Egede i Nuuk danner rammen i dag om en heldagskonference

Direktør i Grønlands Arbejdsgiverforening, Brian Buus Pedersen

Grønlands Arbejdsgiverforening, GA, er stærkt imod alle former for konkurrenceforvridende adfærd.

Ifølge GA arbejder organisationen 'aktivt for, at for eksempel skjulte aftaler og karteldannelsen ikke finder sted, da dette er i direkte modstrid med i erhvervslivets interesse i at udvikle en stærkere privat sektor i Grønland'.

Som led i dette arbejde afholder GA i dag, onsdag, en heldagskonference om konkurrenceloven. Arrangementet, som finder sted på Hotel Hans Egede i Nuuk, er blevet til i bestræbelserne på at gøre erhvervslivet opmærksom på gældende regelsæt, så overtrædelser kan undgås.

Programmet byder blandt andet på oplæg om den kommende grønlandske konkurrencelov ved styrelseschef Nicolai Odgaard. Øvrige emner vil være konkurrencereglerne og de værste faldgruber med eksempler på overtrædelser.

- Samtidig vil konferencen også se nærmere på, hvor myndighederne får oplysninger fra, og hvordan kontrolbesøg finder sted. Der vil ikke mindst blive sat fokus på, hvornår det er forbudt at udveksle konkurrentinformation. Hvornår er der tale om kartel? Hvad siger vedtægterne i brancheforeninger?, oplyser GA i en meddelelse.

Konferencens oplæg vil blive optaget på video, så budskaberne kan udbredes til hele landet og blandt andet blive genstand for debat, når GA’s direktør og sekretariatschef i den kommende tid besøger flere lokalforeninger.

Powered by Labrador CMS