Fugle fulde af plastik

Polarlomvier og mallemukker sluger stadig mere plastikskrald fra havene

Polarlomvien (til højre) er en af de syv fugle, der er truet på sin eksistens.. Foto: Leiff Josefsen

Selv ikke dyrelivet i klodens fjerneste egne undslipper følgerne af den menneskelige civilisation.

Havfugle som polarlomvier og mallemukker bliver fundet med betydelige mængder plastik i maven. Det er tegn på, at der driver stadig mere affald rundt i de arktiske havområder, siger Jennifer Provencher fra University of Victoria i Canada.

Hun har undersøgt maveindholdet hos fugle i ynglekolonier i det nordlige Canada og fremlægger sine resultater på ugens arktiske konference København.

- Når jeg åbnede fugle, fandt jeg til min overraskelse plastik.

- Over 80 procent af de mallemukker, vi har undersøgt, har plastik i maven. Plastikforureningen i Arktis er voksende, og der er ingen overvågning af den, siger Jennifer Provencher.

Mallemukken, som minder om albatrossen, er næsten altædende og kendt for at sluge betydelige mængder skrald til havs. Plastikskraldet kan skade fuglenes sundhed og i sidste ende tage livet af dem.

Polarlomvier
Hos polarlomvierne er det ”kun” 11 procent, der findes med plastik i tarmsystemet.

USA's miljøstyrelse (EPA) vurderer, at mennesker hvert år smider omkring 10 milliarder kg plastikaffald ud i verdens have, oplyser hun.

- Jeg tror, vi stærkt undervurderer plastikindtaget hos fugle i Arktis. Dette er den nye tidsindstillede miljøbombe. Jeg håber, de arktiske lande vil tage dette til sig og gøre noget ved det, siger den canadiske forsker.

Forureningen er størst i farvandene i det mellemste Arktis. Længst nordpå er mængden af plastikaffald på havet mindre.

Powered by Labrador CMS