isbjørn ved nuuk

Frygt for bjørnemøde før weekendens jagt

Rensdyrsæsonen starter i morgen lørdag, og Naturinstituttet kommer her med råd til friluftsmennesker eller fritidsfangere, der planlægger at gå på jagt i Godthåbsfjorden

Nanoq, Isbjørn, sommeren 2014, Aappilattoq
Bjørne kan godt bevæge sig i fjeldområder, forklarer Peter Hegelund fra Naturinstituttet. Denne bjørn er en tidligere bjørn, der blev set i Sydgrønland

Sermitsiaq.AG har modtaget et opkald fra en bekymret fritidsfanger, Kim Schmidt, der som så mange andre denne weekend står og skal på rensdyrjagt.

Særligt for ham er, at han vil jage rensdyr i Godthåbsfjorden, hvor der for lidt over en uge siden den 22. juli blev observeret en isbjørn ved Kangeq.

Bjørnerygte svirrer
Kim Schmidt har hørt, at bjørnen skulle have været blevet set for få dage siden igen ved Sarloq cirka 20 kilometer nord for Kangeq.

- Jeg er lidt bekymret for, om den er blevet i området, og om vi kan være uheldige at blive overmandet i vores telt om natten, siger jægeren til Sermitsiaq.AG.

Han erkender, at det er beroligende at have rifler med, når der er bjørnefare. Dog kan han ikke lade være med at være bekymret nu.

- Vi har tænkt os at ligge i telt ved Qussuk, og det ligger altså på samme kyststrækning blot cirka 60 kilometer længere oppe end Qussuk. Hvem ved, måske er den svømmet ind i fjorden eller måske vandret derop langs kysten? Og jeg kan blive bekymret for, at den får færten af vores friske rensdyrkød. Bjørne kan jo lugte bytte, selvom de er over 30 kilometer kilometer væk, påpeger familiefaderen.

Gode råd om bjørne
Rensdyrjægeren har fået bekræftet, at der har været en jagtbetjent i området, men man har ikke kunne fortælle ham, om der blev set en isbjørn.

Kim Schmidt er nu i tvivl, om han skal lægge bjørnefælder eller gøre noget andet.

Læs her forholdsreglerne for, hvad du skal gøre, hvis du ser en isbjørn

Hos Naturinstituttet maner Peter Hegelund fritidsfangerne til ro.

- Jeg tror, det er rygter, at denne bjørn stadig skulle opholde sig i Godthåbsfjorden. Vi kan kun bekræfte, at det er rigtigt, at bjørne generelt kommer tættere på Nuuk, men vi har ikke observeret den to gange, svarer programkoordinatoren.

Han opfordrer dog folk til aldrig at føle sig alt for sikker. Det siger hans egne erfaringer fra Østgrønland og fra Svalbard.

Ikke noget særligt bjørnemønster
- Jeg går altid rundt med en fløjte i lommen. Bare en almindelig dommerfløjte. Med den kan man larme lige så meget som med et sæt grydelåg, og den fylder mindre. Bjørne bliver skræmt af støj, husker Peter Hegelund på.

Han har selv mødt isbjørne, steder hvor man ikke skulle tro det.

- Det tricky med dem er, at de faktisk kan være overalt. Da jeg var på felttur med en norsk bjørneforsker, så jeg en bjørn midt i et fjeldlandskab. Man kan i praksis ikke regne med noget som helst mønster, for eksempel at de holder sig tæt ved vandet.

Fangtbetjente i Godthåbsfjorden har heller ikke set bjørnen siden den 22. juli, fortæller Heidi Mary Hansen, der er sagsbehandler hos Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug og uddannet biolog.

Departementet har ingen observationer
- Vi har ikke nogle officielle observationer, der kan bekræfte, at bjørnen stadig skulle være i Nuuk-området, siger hun.

- Hvad vi ved med sikkerhed er, at bjørnen ud for Kangeq blev set svømme ud til øerne ud for bygden og derefter nordpå. Den blev set dagen efter af lokale. Men jagtbetjente kiggede efterfølgende, uden at spotte isbjørnen, fortæller Heidi Mary Hansen til Sermitsiaq.AG.

I år har Naturinstituttet ikke selv observeret isbjørne, der har vandret hele vejen fra Østgrønland til Vestkysten. Normalt kommer bjørnene via havisen fra Øst-, til Syd- og op til Vest- og Nordgrønland.

Ingen bjørne har vandret hele vejen over Indlandsisen, da de er for langt fra sine byttedyr.

Se også:

Øjenvidne ville filme isbjørn: Vi kom nok for tæt på den

Enigt opråb om at holde afstand til bjørne

Powered by Labrador CMS