retssag i Odense

Efter frifindelse: Har aldrig tvivlet på min uskyld

Der var både smil og tårer, da Carsten Frank Hansen onsdag blev frikendt for alle anklager om svindel med långivning

Carsten Frank Hansen med sin samlever Lene og sin forsvarer Mogens Juhl

Præcis onsdag klokken 15.00 dansk tid var der stor spænding i retslokale nummer seks på domhuset i Odense. Dommeren og de to domsmænd havde voteret, og nu var dommer Brit Frimann klar med dommen.

Thi kendes for ret: Tiltalte Carsten Frank Hansen frikendes!

Ikke overraskende var lettelsen stor hos tiltalte og hans nærmeste. Dommeren begrundede frikendelsen dels på grund af Carsten Frank Hansens egen forklaring, og dels fordi Carsten Frank Hansen ikke havde misligholdt sin stilling som filialdirektør i Danske Andelskassers Bank i Odense.

Inden dommeren og de to domsmænd kom frem til afgørelsen var retten i Odense igennem næsten fem timers retsforhandlinger.

Anklager Kirsten Flummer fra Fyns Politi forsøgte i sin afhøring af Carsten Frank Hansen og af de syv vidner, der var indkaldt, at sandsynliggøre, at Carsten Frank Hansen havde pådraget Andelskassen i Odense et tab på 335.000 kroner.

Det handlede om et låneengagement på 1.900.000 kroner til et ejendomsinvesteringsfirma, hvor Carsten Frank Hansen personligt ejede anparter. Anparter, som han ønskede at sælge, og hvor anklageren påstod, at der i aftalen var medregnet køb af Carsten Frank Hansens anparter.

Læs: Carsten Frank Hansen frifundet for mandatsvig

Forsvaret
Forsvarer Mogens Juhl fik Carsten Frank Hansen til at forklare, hvorledes han brugte det meste af sin arbejdstid til kundepleje. Selvfølgelig var der i en ny afdeling krav om vækst og atter vækst både på ud- og indlånssiden.

Andelskassen forsøgte med Carsten Frank Hansen som filialdirektør at komme ind på markedet i Odense. Forsvareren kunne ikke forstå, at Andelskassen, som jo havde foretaget politianmeldelse med krav om erstatning på 335.000 kroner, ikke krævede hele lånebeløbet på 1.900.000 kroner erstattet, da det siden lånet blev bevilget er gået dårligt for det pågældende selskab.

Efter afhøringerne af de mange vidner kom retten til proceduren. Anklager Kirsten Flummer krævede Carsten Frank Hansen idømt fængselsstraf, hvor noget af det kunne være samfundstjeneste. Forsvarer Mogens Juhl krævede frifindelse.

Og sådan blev det.

Læs: Tiltalt Carsten F. Hansen: Jeg er uskyldig

Læs: Efter tiltale: Carsten Frank Hansen er rystet

Stor lettelse
Der var både smil og tårer hos sagens hovedperson Carsten Frank Hansen og hans samlever Lene, da dommen blev læst op. Flere års mareridt var ved at være slut.

Sermitsiaq.AG talte ganske kort med Carsten Frank Hansen efter frifindelsen.

- Det er svært at beskrive, hvordan jeg har det lige nu. Jeg vil bare sige, at jeg aldrig har været en svindler. Jeg har aldrig tvivlet på, at jeg var uskyldig, men selvfølgelig er det en fantastisk lettelse, når dommeren nu er afsagt.

- Lige nu har jeg alle mulige følelser i kroppen. Det føles rigtig dejligt og kan nærmest beskrives som en kæmpe glæde.

Det har været nogle hårde måneder for Carsten Frank Hansen og familien. Carsten Frank Hansen fortalte i retten, at han stadig er sygemeldt.

Carsten Frank Hansen har i den nærmeste fremtid lovet Sermitsiaq.AG et interview.

Læs alle Sermitsiaq.AG’s artikler om Carsten Frank Hansen

Powered by Labrador CMS