råstoffer

Fremtidens borgerinddragelse til debat i Nuuk

Stort panel diskuterer borgerinddragelsen på råstofområdet ved debatarrangement i Nuuk 24. april. Arrangørerne håber på stort fremmøde

Billedet er fra en urandebat i 2013 i forsamlingshuset i Nuuk

Borgerinddragelsen på råstofområdet er gennem de seneste år blevet kritiseret fra flere sider. Og det demokratiske underskud, som den mangelfulde borgerinddragelse har resulteret i, har endda ført til stiftelsen af Grønlands første NGO Koalition, der arbejder for netop bedre borgerinddragelse.

Nu bliver emnet taget op på et debatmøde med overskriften ’Fremtidens borgerinddragelse’.

Det sker torsdag i denne uge i kulturhuset Katuaq i Nuuk klokken 19.00 til 21.30, hvor et panel bestående af politikere, mediefolk og interesseorganisationer vil diskutere, hvad der skal til for at forbedre borgerinddragelse i fremtiden.

Læs: NGOere: Sådan bør borgerinddragelsen forbedres

Paneldeltagere
I panelet sidder naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer og arbejdsmarked Jens-Erik Kirkegaard fra Siumut, en repræsentant for Inuit Ataqatigiit, Brian Buus fra Grønlands Arbejdsgiverforening, en repræsentant for NGO Koalitionen for bedre borgerinddragelse, Naimah Hussain fra Tusagassiuinermi Sulisut Peqatigiiffiat (TP) og endelig Aqqaluk Lynge, præsident i ICC og Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Debatmødet er arrangeret af netop ICC Greenland og WWF Verdensnaturfonden i forbindelse med deres projektsamarbejde om at forbedre borgerinddragelsen i Grønland, som er støttet af Villum Fonden.

Borgerinddragelse er afgørende
- Jeg håber, rigtig mange har lyst til at komme og deltage i debatten. God borgerinddragelse er fuldstændighed afgørende for at sikre et folkeligt mandat til den udvikling, som er på vej i Grønland. Hvis borgerinddragelsen skal blive bedre, er der brug for bredt engagement fra alle sider, siger Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, i en pressemeddelelse.

Hun bakkes op af Aqqaluk Lynge, der appellerer til politikerne om at tage borgerinddragelsen mere alvorligt.

- Der er brug for, at vi som samfund og især fra politisk side tager borgerinddragelse mere alvorligt. Alt for længe har man taget let på folkets meninger og bekymringer. Vi håber derfor på en konstruktiv debat, der kan pege fremad og inspirere både politikere og embedsmænd og den almindelige borger, siger han.

Debatmødet finder altså sted torsdag den 24. april i kulturhuset Katuaq klokken 19.00 til 21.30. Debatten simultantolkes mellem grønlandsk og dansk. Der er kaffe og kage i pausen.

Powered by Labrador CMS