Nuuk

Fredsløb i Nuuk

To Nuuk-borgere blev hædret for deres indsats for lokalsamfundet

Aviâja Egede Lynge og Kim Godtfredsen blev hædret i forbindelse med fredsløbet

En række familier deltog lørdag i fredsløbet Sri Chinmoy Oneness-Home Peace Run, der for første gang blev afviklet i Nuuk.

Deltagerne løb med en lysende fredsfakkel - og der var således tale om en symbolsk løbetur for fred i verden.

Læs: Fredsløb i Nuuk

Anerkendelser
I forbindelse med løbet modtog Aviâja Egede Lynge og Kim Godtfredsen anerkendelsen 'Torch Bearer Award' fra Sri Chinmoy Oneness-Home Peace Run på grund af deres indsats for lokalsamfundet.

Og dermed kommer de to modtagere i samme gruppe som den sydafrikanske menneskerettighedsaktivist og nobelprismodtager Desmond Tutu, OL-helten Carl Lewis, Islands tidligere præsident Vigdís Finnbogadóttir samt borgmester Asii Chemnitz Narup fra Kommuneqarfik Sermersooq.

Læs: Nuuk er blevet fredshovedstad

Besøger skoler
Det er første gang, at fredsløbet Sri Chinmoy-Oneness-Home-Peace Run gæster Grønland, hvor besøget finder sted fra den 26. september til den 3. oktober.

Ni løbere fra otte lande har båret den lysende fredsfakkel igennem ugen i Nuuk, og de vil besøge alle folkeskolerne i byen samt arrangere motionsløbet for borgerne.

Fredsløbet besøger Kangillinnguit Atuarfiat på mandag, hvorefter næste stop er Italien, hvor der bliver aholdt en stor afslutningsceremoni ved den europæiske del af fredsløbet i Rom.

Øget bevidsthed
Fredsløbet samler hverken penge eller politisk støtte - budskabet er udelukkende at øge bevistheden om, at fred starter i ens hjerte.

Den indiske spirituelle leder Sri Chinmoy startede løbet i 1987, fordi han troede på, at alle kan bidrage til en fredelig verden.

Powered by Labrador CMS