Skoleudveksling

Frankrig på skoleskemaet

26 elever skal i april næste år på en tur til en landsby ikke langt fra Lyon, og det har betydet ekstra undervisning før og efter skoleferien.

Elever og lærere fra Tasiilaq og en landsby nær Lyon i Frankrig har lært hinanden at kende via midler fra EU, hvor de har sat klimaforandringerne på skoleskemat.

Tidligere i år havde eleverne fra 7. til 9. klasse fra Talilami Alivarpi besøg af en fransk skoleklasse.

Klimaforandringer - her og der

- Formålet med turen er, at eleverne får en større forståelse for miljøproblemer og klimaforandringer i en verden, hvor vi bliver flere og flere mennesker. Eleverne beskæftiger sig med opvarmning af kloden og lærer om drivhuseffekten. Derudover lærer de om fransk kultur, historie og skik, siger Mikael Franks, lærer på Tasiilami Alivarpi, i en pressemeddelelse, som Kommuneqarfik Sermersooq har udsendt.

De franske og grønlandske elever kommunikerer på engelsk. Eleverne fra Tasiilaq har hver især kontakt med en franskmand, som de løbende skriver sammen med. De franske elever boede så vidt muligt hos grønlandske familier i Tasiilaq, og det er meningen, at eleverne fra Tasiilaq skal bo hos de franske familier.

Eleverne kommer tæt på Alperne, som også kæmper med klimaforandringer.

- Det betyder, at eleverne kan se konsekvenserne af klimaforandringerne på nærmeste hold. Vi skal for eksempel se på, hvor meget gletsjerne i Alperne har trukket sig tilbage gennem de seneste årtier, siger Mikael Franks.

Stop i Paris

Ud over turen til Lyon er det planen, at eleverne også får tre-fire dage i Paris. Her vil de besøge blandt andet Louvre, Notre Dame og Eiffeltårnet.

Projektet om klimaforandring og kulturudveksling er finansieret gennem EU-midler.

Powered by Labrador CMS