Onsdag, november 8, 2017 - 12:17

Fortvivlet butikschef er dybt rystet over Tele-Post

Butikschef Otto Martinsen ses her til venstre ved en tidligere lejlighed, hvor det var muligt at købe varer med sit dankort. Nu er han fortvivlet over Tele-Post, fordi han i flere dage ikke har haft internetadgang.
Foto: Leiff Josefsen
Siden mandag morgen har butikschef Otto Martinsen ikke haft adgang til internet, hvilket koster ham tusindvis af kroner. Og hjælpen fra Tele-Post er ikke-eksisterende.
 

- Serviceniveauet hos Tele-Post er helt vildt lavt, fastslår butikschef Otto Martinsen, Panasonic Center i Nuuk.

Nyt modem hjalp ikke

Da han mandag morgen åbnede butikken virkede internettet ikke, og han kontaktede Tele-Post. Her fik han at vide, at han skulle have et nyt modem, fordi det gamle nok var årsagen til problemerne.

Et nyt modem blev installeret, men lige lidt hjalp det. Og utallige henvendelser senere er der ikke sket noget i sagen.

- Hver gang jeg har henvendt mig siden, får jeg at vide, at de ikke kan sige noget, fordi ”det er en igangværende sag”, fortæller Otto Martinsen.

Ingen dankort-betalinger

Det er yderst kritisk for butikschefen  at have internetadgang, fordi dankortterminalen er koblet op på internet.

- Mine kunder har sjældent kontanter, så der er rigtig mange, der siden i mandags har forladt butikken tomhændet og gået et andet sted hen for at købe deres varer. Jeg mister mange penge, og er rystet over serviceniveauet hos monopolvirksomheden, understreger Otto Martinsen.

Udsigten til ikke at ane, hvor lang tid der vil gå, før teleselskabet kommer ham til hjælp, er stærkt fortvivlende.

- Og hvem skal dække den tabte omsætning, har han også spurgt Tele-Post. Igen uden at få svar.

Kommer bag på kundedirektør

Sermitsisaq.AG har kontaktet kundedirektør Brian Smedemark, Tele-Post, og han undrer sig over sagen.

- Vi har oplevet periodiske fejl over hele landet, hvad angår nettet. Men at problemet skulle være over flere dage kommer bag på mig, siger Brian Smedemark.

Brian Smedemark oplyser, at erhvervskunder kan henvende sig direkte til en servicetelefon, men vil nu forfølge sagen personligt, fordi han godt kan sætte sig ind i, hvilke frustrationer og omkostninger et sådan problem er for butikschefen.

- Du må endelig give Otto Martinsen mit telefonnummer, så vi kan få rettet op på problemet, pointerer kundedirektøren over for Sermitsiaq.AG.

Langt ude

Otto Martinsen er glad for at høre, at kundedirektøren er parat til at forfølge sagen og få problemet løst.

”Men er det ikke langt ude, at pressen skal inddrages, spørger butikschefen.

Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit