Gå til hovedindhold

Forsvarere i svindelsag vil anmelde medier til politiet

Forsvarerne for tre sigtede i den store svindelsag mener, at flere medier har overtrådt navneforbud i sagen.

I den store sag om svindel for 111 millioner kroner med midler fra satspuljerne risikerer flere medier nu en politianmeldelse.

Det fremgår af en mail fra tre forsvarsadvokater til en lang række chefredaktører i hele landet.

I sagen er en 64-årig kvinde, som var ansat i Socialstyrelsen, sigtet for siden 2002 at have overført de mange penge til sine egne konti. 

Pengene kom angiveligt fra satspuljen og var øremærket særligt udsatte grupper i samfundet.

Foruden den 64-årige kvinde er tre andre personer sigtet for hæleri ved at have nydt godt af de penge, som hun ifølge sigtelsen svindlede sig til.

I modsætning til den hovedmistænkte er de tre andre beskyttet af navneforbud - et navneforbud, som deres forsvarere mener, at flere medier har overtrådt.

Mandag har forsvarerne derfor sendt en mail til en stribe chefredaktører, hvor de fortæller, at de vil indgive politianmeldelse mod de medier, som de mener overtræder navneforbuddet.

- Et navneforbud er et egentligt identifikationsforbud, og enhver oplysning, der kan identificere de mistænkte, betragter vi derfor som en overtrædelse af navneforbuddet, skriver advokat Peter Secher i mailen.

Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Poul Madsen, er blandt de chefredaktører, der har modtaget mailen. 

- Jeg forholder mig først og fremmest som et stort spørgsmålstegn. Hvis man mener, at nogen har overtrådt nogen regler, så må man jo præcist sige, hvem det er, og hvordan de har gjort det, siger han. 

- På Ekstra Bladet har vi ikke nogen interesse i at bryde det her navneforbud, så det har vi på ingen måde tænkt os at gøre, fortæller Poul Madsen.

Peter Secher har sendt mailen på vegne af de tre forsvarere, som ud over ham selv tæller advokaterne Henrik Dupont Jørgensen og Christian Bjerrehuus.

De mener, at flere medier i både tekst og foto er kommet med oplysninger, der gør det muligt at finde ud af, hvem de tre sigtede er.

- Vi anmoder om, at sådanne oplysninger udelades af artikler og om, at artikler, der allerede indeholder oplysningerne, slettes eller redigeres, hedder det i mailen.

Politianmeldelsen mod de medier, som advokaterne mener overtræder navneforbuddet, vil blive indgivet fredag, fremgår det af mailen.

/ritzau/
 

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER