Mandag, november 6, 2017 - 15:02

Forsøg på at danne venstrefløjsregering i Island kollapser

Foto: Wikipedia
Den Grønne Venstrebevægelses formand siger, at regeringsforhandlingerne gik frem, men de er nu brudt sammen.
 

De seneste dages bestræbelser på at danne en venstrefløjsregering i Island efter parlamentsvalget i forrige uge fører tilsyneladende ikke til noget. 

Præsident Gudni Jóhannesson havde givet lederen af den Den Grønne Venstrebevægelse, Katrin Jakobsdottir, mandat til at forsøge at danne en regering. 

Men forhandlingerne er brudt sammen, rapporterer tv-kanalen RUV. 

Jakobsdottir har forhandlet med Piratpartiet, Fremskridtspartiet og Socialdemokratiet. 

De fire partier kan tilsammen mønstre 32 ud af 63 mandater i parlamentet.

Den Grønne Venstrebevægelse blev det næststørste parti ved valget 28. oktober. 

Til RUV fortæller Katrin Jakobsdottir, at sammenbruddet i forhandlingerne er en stor skuffelse. Det var ellers forløbet fint, siger hun.

Ifølge islandske medier er det Fremskridtspartiet - et liberalt centrumparti - som har forladt regeringsforhandlingerne.

Ifølge medierapporter er partiet dels skeptisk over for et samarbejde med Piratpartiet, dels skeptisk over, at hele regeringsgrundlaget ville blive for tyndt.

Island har i de senere år været rystet af en række økonomiske og politiske skandaler. Den regering, der skal dannes, er landets tiende på lige så mange år. 

Det fremprovokerede et valg i utide, at partiet Lys Fremtid trak sig fra den borgerlige statsminister Bjarni Benediktssons regering, da det kom frem, at hans far havde forsøgt at udnytte sin indflydelse til at få strøget en pædofilidømt ven fra det kriminelle register.

Lys Fremtid blev næsten udraderet ved valget den 28. oktober. Det fik kun 1,1 procent af stemmerne. 

Benediktssons parti, Selvstændighedspartiet, gik 3,8 procentpoint tilbage og fik omkring hver fjerde stemme.

Dermed blev Selvstændighedspartiet også størst. Men det var ikke nok til at få førsteretten til at danne regering.

Tidligere statsminister Sigmundur Davíd Gunnlaugsson blev sidste år tvunget til at gå af på grund af beskyldninger om skatteunddragelse. Sagen dukkede op i forbindelse med offentliggørelsen af de såkaldte Panama-papirer om penge i skattely.

/ritzau/TT

Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit