Forsker: Makrelbestanden er under pres

En ny undersøgelse viser et betydeligt fald i bestanden af makreller. De næste par år kan være afgørende i forhold til bevarelsen af en produktiv makrelbestand med årlige vandringer til Grønland

- Der skal snarest ske en markant reduktion af makrelfiskeriet, ellers risikerer man en lille bestand med en tilsvarende lille reproduktion. Der skal skrides til handling i de næste par år.

Sådan lyder meldingen fra Teunis Jansen, der er seniorforsker i afdelingen for fisk og skaldyr på Naturinstituttet.

Det skriver Sermitsiaq.

Fisket næsten dobbelt så mange
Teunis Jansen forklarer, at der i hvert af de sidste fem år er blevet fisket over 1.000.000 tons makrel internationalt. Den internationale rådgivning for 2018 lød på, at man skulle fiske 550.000 tons.

Det vil sige, at der hvert år bliver fisket næsten dobbelt så mange makreller, som man burde ifølge rådgivningen. Hen over sommeren har Naturinstituttet målt mængden af makrel i Grønlandsk farvand. Det skete i samarbejde med de andre nordiske lande, og i slutningen af august blev resultatet publiceret.

Stort fald i bestanden
Undersøgelsen viste, at der var et fald i bestanden. Forskerne havde regnet med et fald, men det kom alligevel bag på dem, hvor stort faldet i bestanden var.

Teunis Jansen understreger, at det er et betydeligt fald, og fortæller at han netop nu arbejder i den Internationale Havundersøgelseskommission (ICES), hvor de kombinerer denne undersøgelse med andre data for at beregne bestandens størrelse mere præcist og komme med den endelige rådgivning for fiskeriet i 2019. Rådgivningen udkommer 28. september.

Læs hele historien i ugens udgave af avisen Sermitsiaq, der udkom i går, fredag. Køb avisen her:

Powered by Labrador CMS