Forskere: Turismens store udfordringer

Turisme sektoren i Grønland må opgraderes på alle niveauer og i tæt samarbejde med de lokale, hvis samfundet i fremtiden skal opnå optimal udbytte af den voksende økoturisme.

Grønland vil fremover kunne drage fordel af 30 års turismeudvikling og øget adgang som følge af et Arktis i forandring.

Om forskningen

Klimaforandringer og dets følger har vi hørt en del om i de senere år, men hvordan vi i Grønland skal forholde os til og ikke mindst tilpasse os forandringerne er en helt anden snak.

Arktisk Råd har bedt en række forskere og lokale interessenter i Canada, Grønland og Danmark om at komme med anbefalinger til hvordan hele den arktiske region kan forholde sig til forandringerne.

Anbefalinger

For Grønlands vedkommende indsamlede forskerne en masse data i samarbejde med lokale interessenter i forskellige områder, så som infrastruktur, uddannelse, råstoffer og andet. Det skete i årene 2013-2016 og nu er forskerne klar med anbefalingerne. Resultater og anbefalinger bliver fremlagt i Nuuk i den kommende uge, hvor en workshop løber af stablen fra tirsdag 11. til den 13. september i Grønlands Naturinstitut.

Forfatteren

Forud for workshoppen, har nogle af de deltagende forskere i udarbejdelsen af rapporten ”Adaptation Actions for a Changing Arctic” skrevet korte optakts-artikler til Sermitsiaq.AG.

Dagens korte beskrivelse af turismen i Grønland er fra rapportens fyldige kapitel om turisme og er skrevet af lektor ved Aalborg Universitet, Det Humanistiske Fakultet, Lill Rastad Bjørst.

Nunavut (i Canada) befinder sig stadig i de tidlige faser af implementeringen af en national turismestrategi, men vil med en god indsats også kunne drage nytte af en potentiel vækst i turismeindustrien. Nye studier kortlægger de primære trends samt drivere og påvirkninger fra klimaforandringer i forhold til turismeudviklingen i Arktis med særligt fokus på Grønland og Nunavut.

Kapacitetsopbygning

Resultaterne af studierne viser, at der er behov for kapacitetsopbygning, investeringer i infrastruktur, uddannelse af lokal arbejdskraft og stimulering af iværksættere generelt. Skal der på sigt skabes bæredygtig vækst, er det vitalt, at turismeudviklingen sker i tæt samarbejde med lokalsamfundet, kommuner og lokale regeringer.

Cruise-turisme er voksende i hele regionen, men er stadig påvirket af udfordringer som følge af mangel på effektiv is-overvågning, support til krydstogtskibe og effektiv lovmæssig regulering. Her anbefales også yderligere investeringer og fokus på, hvordan arktiske samfund kan samarbejde og få glæde af den øgede interesse fra krydstogtskibene i det arktiske område.

Offentligt møde

Dette er nogle af konklusionerne og anbefalingerne fra den omhandlede rapport vedrørende Vestgrønland og det østlige Canada samt havområderne imellem disse lande.

Der er offentligt møde om emnet til borgere i Nuuk tirsdag den 11. september 2018 kl. 19-21 i Grønlands Naturinstitut.

Powered by Labrador CMS