Kina

Fornærmende nationalsang kan koste tre års fængsel i Kina

I Hongkong frygter demokratiforkæmpere, at lov om respekt for Kinas nationalsang kan undertrykke dem.

Kinesisk flag
Kina, Beijing. Det kinesiske flag med stjerner.

Kinesere risikerer i fremtiden op til tre år bag tremmer, hvis de ikke udviser respekt over for Kinas nationalsang, "De frivilliges march".

Lørdag har et stående udvalg under Kina parlament, Den Nationale Folkekongres, vedtaget en ændring af landets lov om nationalsangen, skriver en række internationale medier.

I loven om nationalsangen, har der i forvejen stået, at enhver, som ondskabsfuldt ændrer teksten eller spiller hymnen på en respektløs måde i offentligheden, kan tilbageholdes i op til 15 dage.

Det skriver mediet South China Morning Post.

Lovændringen kommer, kort tid efter at den kinesiske præsident, Xi Jinping, officielt blev valgt for en ny femårig periode ved det kommunistiske partis kongres.

Her brugte præsident Xi en del af sin taletid på "den kinesiske drøm", med Kina som en magtfuld nation i vækst.

Siden han blev valgt som leder af kommunistpartiet i 2012 har Xi Jinping opbygget et ry som en patriotisk leder, der ikke finder sig i national ringeagt.

I sine foreløbige fem år på magtens tinde har han blandt andet gjort det sværere at udtale kritik og politisk uenighed i sit hjemland.

Samtidig har nationalsangen været centrum for politiske uroligheder i storbyen Hongkong, der er delvist selvstyrende, men kontrolleres af Kina efter devisen "ét land, to systemer".

De seneste år har nogle fodboldfans fra Hongkong blandt andet buet, når "De frivilliges march" bliver spillet før fodboldkampe.

Det har udløst bøder fra Det Internationale Fodboldforbund, Fifa.

Men loven kommer altså også til at gælde i Hongkong. Og det får flere demokratiforkæmpere til at frygte, at loven vil blive brugt til at kvæle ytringsfriheden i Hongkong.

/ritzau/AP

Powered by Labrador CMS