advokatudredning

Formandens Departement tager kritik til efterretning

Det sker efter ombudsmandens kritik, fordi Vera Leth mener, at departementet har ydmyget den fyrede retschef Andreas Salmony

Departementschef i Formandens Departement, Svend Hardenberg, har ingen yderligere kommentarer til kritikken fra ombudsmanden

Departementschef i Formandens Departement, Svend Hardenberg, tager kritik fra Inatsisartuts ombudsmand, Vera Leth, til efterretning.

Det oplyser han i en pressemeddelelse.

Det sker, efter at ombudsmanden har udtalt kritik som følge af departementets offentliggørelse af hele advokatundersøgelsen i forbindelse med den fratrådte retschef i Formandens Departement Andreas Salmony.

Læs "Ombudsmand: Selvstyret har ydmyget fyret retschef"

I sin kritik skrev ombudsmanden tirsdag blandt andet:

- Ombudsmanden fandt det beklageligt og stridende mod god forvaltningsskik, at Formandens Departement med offentliggørelsen havde offentliggjort passager af udredningen, der klart ville kunne opfattes som en ydmygelse og udstilling af Andreas Salmony.

- Ombudsmanden fandt, at det havde været mest hensynsfuldt og derved bedst stemmende med princippet om god forvaltningsskik, om Formandens Departement i rimelig tid forud for offentliggørelsen i det mindste havde orienteret Andreas Salmony om departementets beslutning og samtidigt hermed havde forelagt ham advokatudredningen, således at Andreas Salmony kunne varetage sine interesser.

Ombudsmanden noterede sig samtidig, at Formandens Departement i forbindelse med sagens behandling hos ombudsmanden havde beklaget forholdet.

Læs "Bestilt advokatundersøgelse renser Naalakkersuisut"

Læs "Advokatfirma: Salmony var næppe egnet som retschef"

I orden med offentliggørelsen af advokatudredningen
Selve offentliggørelsen af advokatudredningen er ifølge Inatsisartuts ombudsmand ’næppe - i det konkrete tilfælde - i strid med de almindelige regler om tavshedspligt i den offentlige forvaltning'.

- Dette skal blandt andet ses i sammenhæng med den betydelige interesse for sagen i offentligheden sammenholdt med det forhold, at anvendeligheden af tavshedspligtreglerne hviler på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, forklarer Vera Leth.

Andreas Salmony, der var ansat som retschef i Formandens Departement, fratrådte i juni 2013 sin stilling på baggrund af en fratrædelsesaftale indgået mellem ham og departementet.

Departementschef Svend Hardenberg har ingen yderligere kommentarer til kritikken fra ombudsmanden.

Læs hele ombudsmandens udtalelse her

Powered by Labrador CMS