Gå til hovedindhold

Forlig om kvoter inden for rækkevidde

Et stort flertal af partierne ønsker at sprede fiskeriet ud på flere hænder. Hvor hurtigt og hvordan, er der dog stadig uenighed om

Den til tider hårde tone mellem Sara Olsvig (IA) og Kim Kielsen (S) ved gårsdagens tv-transmitterede debat skyggede muligvis lidt for det. Men reelt er afstanden mellem de to store partier i spørgsmålet om tilbagekaldelsen af en del af rejekvoten alt andet end uovervindelig.

Sara Olsvig understregede endnu engang, at Inuit Ataqitigiit går ind for, at kvoterne tilbagekaldes med en frist på 15 år.

S foreslår 5 plus 10 år

Kim Kielsen derimod fastholdt en tilbagekaldelse med en frist på fem år. Men tilføjede, at der herefter skal vedtages en ny lov, der giver en frist på 10 år til at afskrive eventuelle investeringer.

- Altså får selskaberne i alt 15 år, understregede han flere gange under debatten.

Demokraternes Niels Thomsen spillede ud med en frist på ti år, og flere af de øvrige partier signalerede, at de kunne leve med frister inden for samme tidsspænd. Dermed anes omridset af et forlig på dette spørgsmål.

D vil sætte kvoter på auktion

Et andet spørgsmål tegner straks til at blive lidt mere besværligt, nemlig det meget afgørende spørgsmål om, hvordan de tilbagekaldte kvoter skal deles ud igen.

- Hvem skal få disse kvoter? Det savner jeg svar på sagde Samarbejdspartiets Michael Rosing.

De klareste svar på det spørgsmål kom fra Niels Thomsen (D). Han foreslog, at de skal sættes på auktion, på samme måde, som det er sket på Færøerne.

- Det er en løsning, hvor samfundet for flere penge ud af det og samtidigt var erhvervet også tilfreds, sagde han.

Dermed ville det være markedet, der sætter prisen for ressourceafgiften og ikke politikerne.

- Det forhindrer, at politikerne deler gaver ud til vennerne, sagde han.

IA står her på det diametralt modsatte synspunkt. Sara Olsvig forklarede, at partiet ønsker en kvotebørs, som bliver forvaltet af Naalakkersuisut.

Nunatta Qitornai mod hjemkaldelse af kvoter

Når det gælder omfordelingen af kvoter, var langt de fleste partier enige om, at fiskeriet skal spredes på flere hænder. Dette på trods af, at formanden for Økonomisk Råd, Torben M. Andersen advarer om, at det næppe er den måde samfundet får fleste penge ud af fiskeriet.

Det eneste parti, der for alvor skiller sig ud i dette punkt, er Nunatta Qitornai. Partiformand Vittus Qujaukitsoq fastslog, at partiet ikke ønsker at hjemkalde kvoter fra nogen.

- Det er tegn på en manglende respekt for rederierne og deres betydning for samfundsøkonomien, sagde gang.

I stedet for vil partiet udvide det havgående fiskeri. Det skal blandt andet ske ved at kræve en større andel af kvoterne i det farvand, som Grønland deler med Island.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER