landsmøde

Forebyggelseskonsulenter på rygestopinstruktørkursus

Landets forebyggelseskonsulenter holder landsmøde i disse dage i Nuuk og er samtidig på rygestopinstruktørkursus efter eget ønske

25 forebyggelseskonsulenter fra hele landet er i disse dage samlet i Nuuk

I disse dage afholder Departementet for Sundhed landsmøde og kursus for 25 forebyggelseskonsulenter fra hele landet.

Landsmødets tema er sundhedspædagogik, hvor forebyggelseskonsulenterne får viden om blandt andet ‘hvad er den bedste måde at forbedre sundheden på? Hvilke strategier skal tages i brug? Og hvordan involveres borgerne i sundhedsfremme?’

- Vi har fået en god forståelse for forskellen mellem forebyggelse og sundhedsfremme. Der er forskel på både mål og metoder, når man skal arbejde enten forebyggende eller sundhedsfremmende eller med begge dele. Vi har fået en forståelse for hvor vigtigt det er at arbejde sundhedsfremmende, også når vi forebygger, siger Eva Kirkegaard, som er forebyggelseskonsulent i Kommuneqarfik Sermersooq.

Det meddeler selvstyret i en pressemeddelelse.

Rygestopinstruktørkursus
I forlængelse af landsmødet bliver der også afholdt rygestopinstruktørkurser for forebyggelseskonsulenterne, efter eget ønske fra konsulenterne, hvor forebyggelseskonsulenterne vil få redskaber med hjem til deres egen by eller bygd til at afholde rygestopkurser for børn og unge.

Ekstra kuffert med hjem
Deltagerne har også fået udleveret en lille kuffert, der er udarbejdet med støtte fra Nunafonden, med materiale om kost, rygning, alkohol/hash og motion.

Kufferten indeholder, ifølge selvstyret, alt hvad der skal bruges til at afholde dynamiske borgermøder, som dilemmaspil, quiz og ikke mindst et usb-stik med de fire TV-programmer ’Grib Muligheden’, som giver inspiration til, hvordan man kan leve et sundere liv.

Landsmødet startede mandag i denne uge og slutter på søndag.

Powered by Labrador CMS