Danmark

Fordobling på et år: Salget af el-cykler eksploderer

Salget af el-cykler i Danmark er fordoblet det seneste år, og stigningen skyldes især, at mange nu bruger den eldrevne cykel som et reelt alternativ til bil nummer to eller den offentlige transport

Måske vil el-cykel-trenden fra Danmark sprede sig her til landet en dag?

I cykelsport er det snyd at bruge elmotorer, men på danske veje bliver det elektroniske skub i ryggen konstant mere populært.

El-cykler udgør nu omkring ti procent af det samlede danske cykelsalg, og i 2015 blev der solgt dobbelt så mange el-cykler som året før.

Boomet skyldes ikke mindst, at yngre pendlere har fået øjnene op for el-cyklens fordele, og at flere benytter sig af mulighederne for rentefri finansiering over eksempelvis 20 måneder.

- Halvdelen af el-cykelkøberne er kvinder mellem 20 og 40 år, der bruger el-cyklen som alternativ til offentlig transport eller familiens bil nummer to. Vi har faktisk rigtig mange kunder, der har solgt en af deres biler og ønsker at erstatte den med en el-cykel. For bare fem år siden var det hovedsageligt ældre, der købte el-cykler. Men fordi producenterne nu lancerer ungdommelige og sporty modeller, er der åbnet for en helt ny kundekreds , siger Jakob Nielsen, el-cykelekspert hos Fri BikeShop, der er Danmarks største cykelkæde.

Powered by Labrador CMS