Topmøde i Arktisk Råd

Fokus på klima på arktisk topmøde

Medlemmerne af Arktisk Råd er enige om at gøre mere for at bekæmpe klimaforandringer

Martin Lidegaard er tilfreds med, at USA har valgt at fokusere på klimaforandringerne i de kommende to år, hvor USA har formandskabet.

Ruslands ageren i Ukraine-krisen var elefanten i lokalet, da Danmark og de syv andre medlemmer af Arktisk Råd fredag mødtes i Iqaluit.

Men landene bestræbte sig på ikke at lade situationen i det uroplagede Østukraine dominere dagsordenen og fokuserede i stedet på at diskutere blandt andet klimaforandringernes betydning for det arktiske område.

Danmark, Canada, Finland, Island, Norge, Rusland, Sverige og USA gav håndslag på, at de vil gøre mere for at bekæmpe klimaforandringer. Der er dog ikke tale om nogen juridisk-bindende aftale.

Mødet markerede USA's overtagelse af formandskabet i Arktisk Råd, og Danmarks officielle repræsentant ved mødet, udenrigsminister Martin Lidegaard (R), er svært tilfreds med, at amerikanerne har valgt at fokusere på klimaudfordringen.

Læs mere om USA overtager formandskabet her

- Hele Arktisk Råd bakkede helhjertet op om, at det bliver en hovedprioritet i de kommende måneder frem mod COP21 i Paris (FN's klimatopmøde, red.), og at de arktiske lande bidrager til at fortælle resten af verden, at det er alvor, men at vi også skal vise, hvordan klimaforandringerne kan løses, siger Martin Lidegaard til Ritzau.

Mængden af havis i Arktis er i dag den mindste, man har registreret i en vinterperiode, siden målingerne begyndte i 1979, skriver Reuters på baggrund af amerikanske data.

Temperaturerne i regionen stiger dobbelt så hurtigt som andre steder i verden, og Martin Lidegaard kalder det blandt andet derfor 'et slags barometer på klodens udvikling'.

Issmeltningen åbner både nye potentielle søruter og oliefelter, men truer også flere traditionelle samfund, eksempelvis i Grønland.

Læs også her om Grønlands deltagelse i Arktisk Råd

Powered by Labrador CMS