Første samling under ny træner

Det grønlandske damelandshold i håndbold har sin første samling under Jakob Andreasen i Silkeborg

Landstræner Jakob Andreasen, til venstre, ses her under Faxe Kondi Cup med de spillere der til daglig bor i Danmark, og som han nu samler til den første samling. Foto: John Jakobsen
Offentliggjort

Der arbejdes ihærdigt med herrelandsholdet i håndbold, og som netop har haft en ugelang træningssamling i Danmark, med henblik på deltagelsen i de Pan Amerikanske mesterskaber til sommer. Nu skal damelandsholdet også i gang, og de har deres første samling i Silkeborg i weekenden 17.-19. februar.

Det er damelandsholdets nye træner, Jakob Andreasen, der nu har sin første samling med damerne. Tidligere var Jakob Andreasen i en årrække landstræner for herrerne. Samlingen i Silkeborg bliver dog kun for de grønlandske spillere, der er i Danmark, og foreløbig har 16 spillere meldt deres ankomst.

Jakob Andreasen var i Grønland under Faxe Kondi Cup i oktober sidste år, og hans plan er, at han er tilbage under GM-slutrunden, som spilles i Ilulissat i april. De spillere i Danmark der har tilmeldt sig er følgende:
Aili Pedersen, Aviaq Kleist, Fie Nielsen, Gerda Fleischer, Hansine Nielsen, Ivalu Frederiksen, Ivik Lund, Avalu Lund, Kathrine Mikkelsen, Mie Rasmussen, Maliina Chemnitz, Naja Petersen, Nassu Tremel, Pipaluk Olsen, Suusaat Poulsen, og Sara Egede. Der er afbud fra Hanna Millek og Maalia Lynge.

Powered by Labrador CMS