Nuuk

Første fængselssprængning til august

Fredag meddeler Kriminalforsorgen i Grønland, hvornår de første sprængninger finder sted med dertilhørende festivitas

Sådan kommer det til at se ud, når det måske står færdigt i 2018 - den lukkede anstalt i Nuuk

I midten af august skal der sprænges fjeld væk for første gang i forbindelse med byggeriet af det første fængsel i Grønland (lukkede anstalt red.).

I samme anledning inviterer Kriminalforsorgen til en indvielse.

Læs: Nu går byggeriet af den lukkede anstalt i gang

Mandag den 17. august er det prøcise tidspunkt for den første sprængning. Begivenheden finder sted kl. 13-15 ved byggefeltet i Niaqornannguaq.

Efter sprængningen vil der være taler fra centerdirektør Annette Esdorf, Direktoratet for Kriminalforsorgen i Danmark, direktør Hans Jørgen Engbo, Kriminalforsorgen i Grønland, naalakkersuisoq for natur, miljø og justitsområdet, Mala Høy Kúko, samt borgmester, Asii Chemnitz Narup.

Baggrunden bag projektet
Efter årtiers diskussioner om det rimelige eller urimelige i at dømme grønlændere til tidsubestemt anbringelse i Anstalten ved Herstedvester i Danmark, besluttede Folketinget i 2009, at der skal bygges en ny anstalt i Grønland, som blandt andet skal indeholde et lukket afsnit til forvaringsdømte, så det ikke længere vil være nødvendigt at dømme til anbringelse i Danmark.

Det er den rådgivende ingeniørvirksomhed Rambøll Danmark, som i samarbejde med Friis & Moltke, Schmidt Hammer Lassen Architects, Rambøll Grønland og Møller & Grønborg skal stå for projektet.

Byggefirmaet Permagreen skal rejse fængslet (den lukkede anstalt red.) sammen med HJ-Tek og Arssarnerit. Sikom Danmark skal stå for sikringen af anstalten.

Direktoratet for Kriminalforsorgen under Justitsministeriet er bygherre med Bascon som rådgiver.

Læs: Nu går byggeriet af den lukkede anstalt i gang

Powered by Labrador CMS