narhvaler

Følg i hælene på en narhval - og hør den snakke

Ved hjælp af akustiske sonder har forskere fra Pinngortitaleriffik fulgt narhvaler i Scoresby Sund.

Det er lykkedes forsker fra Pinngortitaleriffik at aflure narhvaler i Scoresby Sund nogle af deres mest private hemmeligheder.

De har anbagt sonder på hvalerne, så de hele tiden kunne følge dem, og nok så vigtigt lytte til dem.

I første omgang blev sonderne anbragt på fire hvaler, og alle sonder blev fundet igen, da de havde sluppet hvalerne.

LÆS: Forskere på 'mission impossible' i isfyldt farvand

De første data er indsamlet og analyseret.

- Fra disse data kan vi rekonstruere den præcise rute hvalen er svømmet, i hvilken dybde den dykker, hvordan den vender i vandsøjlen - om den svømmer på ryggen eller slår kolbøtter - og hvad den siger og hører, skriver Outi Tervo på bloggen narwhals2017 fra årets ekspedition.

Og især det med snakken er interessant. Narhvalerne bruger nemlig forskellige lyde alt efter om det er for at snakke sammen, for at finde føde eller for at finde vej.

Den udsender en række klik, som rammer ind i objekter i vandet og kastes tilbage til hvalen. Den har altså sit eget ekkolod-system.

LÆS: Forskere fik endelig fanget narhvaler

- Ved at lytte til ekkoerne fra disse klik, kan hvalen afgøre, hvad der er foran den - et isbjerg en anden narhval eller måske en saftig grønlandsk hellefisk - samt hvor langt dette objekt er væk, skriver Outi Tervo.

- Hvis narhvalen har fundet en fisk, som den vil fange, vil den begynde at klikke stadig oftere mens den nærmer sig den intetanende fisk.

Til sidst smelter klikkene sammen til en summen, og det tolker forskerne som et tegn på, at hvalen nu fouragerer.

I linket nedenfor denne artikel kan du tydeligt høre, hvordan det lyder når klikkene bliver denne summelyd.

Ved at kombinere disse lyde med oplysningerne om den dybde hvalen har befundet sig på, kan forskerne finde ud af, hvor hvalen indtager sine måltider.

6. september pakke forskerne lejren Hjørnedal sammen for i år og drog hjem.

Otte sonder sejler imidlertid stadig rundt i fjordsystemet, og skal lokaliseres og samles ind.

- Det vil vores dygtige assistent Inuuta Hammeken fra Ittoqqortoormiit klare skriver Mads Peter Heide på bloggen.

Powered by Labrador CMS