AWG-optakt

Følg Arctic Winter Games hjemme fra sofaen

KNR sender størstedelen af begivenhederne fra de arktiske lege på radio, tv og nettet

Arctic Winter Games vil blandt andet dominere tv-sendefladen på KNR

KNR satser stort i forbindelse med dækningen af Arctic Winter Games i Nuuk, hvor den største sportsbegivenhed i Grønlands historie bliver dækket via radio, tv, nettet samt sociale medier. Det oplyser radio- og tv-stationen.

Radio
KNR Radio disker op med en bred dækning af sportsbegivenhederne.

Morgenprogrammet Nunatta Nipaa vil hver morgen give et overblik over dagens begivenheder. Og i løbet af formiddagen og eftermiddagen vil radiosportens Uju Petersen og Finn Nielsen sende live fra flere forskellige sportsbegivenheder og samtidig give et overblik over resultater og medaljeoverrækkelser.

Derudover vil kulturredaktionen dække de mange kulturelle begivenheder under vinterlegene.

TV
I KNR TV kan du under vinterlegene følge op til fire forskellige sportsbegivenheder om dagen. Den første sending fra en sportsbegivenhed bliver fra Biathlon ski, som sendes live fra Qinngorput mandag den 7. marts.

Hver aften vil du også kunne følge AWG aftenshowet, som samler op på dagens begivenheder under hele Arctic Winter Games.

KNR 2 vil hele ugen byde på Arctic Sport, som produceres og sendes i samarbejde med Nuuk TV.

KNR.gl
KNR.gl kommer løbende med nyheder fra legene via udsendte reportere, viser videoklip fra tv-udsendelserne og samler masser af billeder fra deltagere og tilskuere.

Powered by Labrador CMS