Paamiut

Fly med alvorlige motorproblemer nødlandede sikkert

Et Air Greenlandfly måtte ledsage et Cessnafly til Paamiut

Joint Rescue Coordination Centre Greenland modtog mandag den 14. november kl. 13:05 en melding fra Naviairs Flight Information Center i Nuuk om, at et Cessna fly med fire personer ombord havde udsendt et nødopkald.

Motor satte ud
Cessna flyet, der var på vej fra Goose Bay, Canada til Narsarsuaq, befandt sig godt 45 minutters flyvning fra lufthavnen, da det ene af flyets to motorer var begyndt at tabe olie. Kort tid efter indløb en ny melding om, at motoren var sat ud, og at der nu kun blev fløjet på en motor.

Beredskab klar
Som følge af nødopkaldet alarmerede Joint Rescue Coordination Centre Greenland beredskabet i Narsarsuaq, så de kunne være klar til at modtage flyet. Derudover blev inspektionsfartøjet Ejnar Mikkelsen samt Air Greenlands beredskabshelikoptere Bell 212 og S-61 alarmeret.

Joint Rescue Coordination Centre Halifax i Canada blev ligeledes kontaktet, hvorefter de sendte et C-130 transportfly mod Cessna-flyets position.

Ingen navigation
Et Dash-8 fly fra Air Greenland var på vej til Narsarsuaq, men på grund af dårligt vejr i området, befandt det sig stadig i luftrummet over Narsarsuaq. Godt en halv time efter første nødopkald var der nyt fra Cessna-flyet. Meldingen lød nu på, at flyets navigationsudstyr var gået i stykker. Piloten havde derfor kun sin radio og sit udsyn fra cockpittet at navigere ud fra.

Dårligt sigt
Piloten i Dash-8 flyet meddelte dog, at sigtbarheden i Narsarsuaq var så dårligt, at det ikke ville være forsvarligt at lande i lufthavnen. Det blev derfor besluttet at omdirigere Cessna flyet til Paamiut.

Under hele flyvningen til Paamiut blev Cessna-flyet ledsaget af Dash-8 flyet fra Air Greenland, som derved sørgede for at navigere flyet sikkert til landing.

Kort efter klokken 15:00 modtog Joint Rescue Coordination Centre Greenland melding om, at Cessna flyet var landet sikkert i Paamiut.

Powered by Labrador CMS