Frirejser til familier

Flertal støtter flere familie-frirejser til politikere

Et forslag om at fordoble antallet af familie-frirejser for Inatsisartut-medlemmer fra en til to rejser årligt ser ud til at glide glat igennem Inatsisartut.

Som begrundelse for at give politikernes familie en ekstra frirejse betalt af Selvstyret sagde Ineqi Kielsen: - Det er jo netop os, der finder det særdeles vigtigt, at få stoppet omsorgssvigt af børnene i samfundet, og vi mener, at vi netop på vores arbejdsplads må vise, at vi står ved vore holdninger

Demokraterne var de eneste, der ikke mente, at der var grund til at ændre reglerne.

Omsorgssvigtede børn

Ineqi Kielsen forklarede på vegne af koalitionspartierne Siumut, IA og Partii Naleraq, at kernen i forslaget var børnenes tarv.

- Det er jo netop os, der finder det særdeles vigtigt, at få stoppet omsorgssvigt af børnene i samfundet, og vi mener, at vi netop på vores arbejdsplads må vise, at vi står ved vore holdninger, sagde Ineqi Kielsen, som begrundelse for at støtte forslaget, som er fremsat af Formanden for Inatsisartut Lars-Emil Johansen.

Justus Hansen fra Demokraterne, der selv er valgt i Tasiilaq, så ikke noget behov for at ændre reglerne.

- Den nuværende ordning fungerer rigtig fint, fastslog Justus Hansen.

Demokratiet har sin pris

Løsgængeren Michael Rosing mente, at demokratiet har sin pris, og at det var vigtigt, at personer med børn, der bor uden for Nuuk, ikke afholdes fra at gå ind i landspolitik.

- Det sender et signal om, at vi blot kan rage til os af landskassens midler, men det koster at få alle med, fastslog Michael Rosing, der støttede forslaget, der skal til 2. behandling den 9. november.

Powered by Labrador CMS