Thule Air Base
Flertal i Folketinget kræver Thule Air Base-udbud sat i bero
Et flertal uden om den danske regering vil have udenrigsministeren til at bremse processen i forbindelse med den tildelte servicekontrakt på Pituffik
De virksomheder, der blev valgt fra i udbuddet om servicekontrakten på Thule Air Base (Pituffik), kan måske alligevel ende med at komme i betragtning til opgaven.
Et flertal i Folketinget uden om regeringen kræver i hvert fald, at udenrigsminister Martin Lidegaard, Radikal Venstre, trækker i bremsen i den såkaldte Thule-sag, efter at kontrakten til en værdi af cirka 2,5 milliarder kroner er havnet hos skuffeselskabet Excelis A/S.
Det skriver Jyllands-Postens erhvervstjeneste Finans.
- Det er helt afgørende, at vi står vagt om vores bilaterale aftaler omkring Thule Air Base, og nu kan vi sort på hvidt se dokumenteret, at man ikke fra dansk side har levet op til de ting, man skal, for at forsvare rigsfællesskabet. Derfor siger vi nu, at inden der bliver truffet en afgørelse, så må man sætte det her i bero, siger Troels Lund Poulsen til Finans.
Læs: Qujaukitsoq kritiserer Danmark: Jeg er ikke tryg
Læs: IA til den danske regering: Fuldstændig uacceptabelt
Brev med klar opfordring til udenrigsministeren
Venstre har sammen med de øvrige borgerlige partier samt Enhedslisten, Alternativet og Inuit Ataqatigiit sendt et brev til Martin Lidegaard med en opfordring til øjeblikkeligt at drøfte sagen med den amerikanske regering for at bremse processen om udbuddet.
Det sker, efter at Finans.dk onsdag afslørede, at Udenrigsministeriet, måneder inden den attraktive kontrakt skulle tildeles, afviste en henvendelse fra USA, der ønskede hjælp til at vurdere, om de selskaber, som bød på kontrakten, opfyldte reglerne i udbuddet.
Men amerikanerne blev henvist til Erhvervsstyrelsen.
Overblik: Sådan fik Exelis Services basekontrakten
IA: Kunne have reddet fatal fejl fra 2013
- De nye oplysninger viser, at udenrigsministeren og Naalakkersuisut faktisk havde mulighed for i 2014 at redde den fatale fejl, de tilbage i 2013 begik, ved at ændre på det centrale i aftalen, nemlig certificeringen. Men i stedet for at reagere på en henvendelse fra USA i 2014 om netop den del, frasagde de sig faktisk ansvaret igen ved at henvise til selskabsstyrelsen, og dermed mistede vi reelt kontrakten. Det er meget alvorligt for Grønland, og ikke mindst for rigsfællesskabet, siger Johan Lund Olsen, folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit, i en pressemeddelelse.
Ifølge en forsvarsaftale fra 1950'erne skal opgaven med vedligehold af Thule Air Base varetages af enten et dansk eller grønlandsk selskab.
De tre konsortier Greenland Contractors I/S, Copenhagen Arctic A/S og Per Aarsleff A/S havde lagt billet ind på opgaven, men blev fravalgt.
De amerikanske myndigheder har efterfølgende afvist en anke fra selskaberne.
Læs flere artikler om Thule Air Base her