Nyt behov?

Flere unge med psykiske lidelser

Der formentlig brug for helt nye tilbud til de unge, mener Malene Lynge (IA). Antallet af unge med psykiske lidelser er nemlig stigende.

Hvilke tilbud er bedst til psykisk syge unge? Arkivfoto.

De unges mulighed for støtte, samvær og aktiviteter i Piorsaavik dækker muligvis ikke deres behov. Der er for få, der benytter tilbuddet, konstaterer kommunalbestyrelsesmedlem Malene Lynge, og samtidig er gruppen af unge med psykiske lidelser voksende.

Læs også: Nyt team skal finde misbrugere og hjemløse

- Vi har i Velfærd Arbejdsmarked og Erhvervsudvalget fået oplyst, at eksempelvis antallet af unge med psykiske lidelser er stigende. Vi er også i højere grad begyndt at hjemtage borgere fra institutioner uden for kommunen. Samtidig har vi unge, der hverken arbejder eller er under uddannelse, og som har brug for støtte og opbakning til at finde deres vej her i livet. Vi bør have en bred vifte af forskellige tilbud til disse forskellige grupper unge, der har meget forskellige behov, anfører Malene Lynge i et forslag til kommunalbestyrelsen.

Færre besøg end tidligere
Hun har i forbindelse med private besøg i Piorsaavik i Nuuk noteret sig, at antallet af unge, der benytter tilbuddet, tilsyneladende er faldet. Det er baggrunden for, at hun foreslår kommunalbestyrelsen en evaluering af de tilbud, som er målrettet ungdommen.

- Jeg vil derfor foreslå, at vi starter med at evaluere på målgruppen i Piorsaavik i alle byer for at af- eller bekræfte at tilbuddet matcher målgruppen. Hvis det viser sig, at tilbuddet ikke længere matcher målgruppen, bør Kommunalbestyrelsen drøfte hvilke tiltag, der så skal til, for at vi kan etablere de rette tilbud til ungegruppen, lyder det fra Malene Lynge.

Fra forvaltningen side anbefaler man, at der arbejdes videre med forslaget frem mod en endelig afgørelse i april.

Powered by Labrador CMS