turisme

Flere turister vælger Nuuk

De seneste tre år er turisterne begyndt at vælge Nuuk som rejsemål

Flere og flere turister har fået øje på Nuuk som destination

Da Tupilak Travel blev etableret i Nuuk tilbage i 2006, var turisttilbuddene primært rettet mod forretningsrejsende, embedsfolk og gæster til indbyggere i Nuuk.

For der kom ingen turister til Nuuk. Men det billede har ændret sig, fortæller indehaver Henrik Skydsbjerg.

Læs: Sådan skal turismen sejre: 888 jobs venter forude

Colourful Nuuk
- For cirka tre år siden begyndte vi at se turister, der havde valgt Nuuk som deres destination, og i år har det boomet, og jeg vil næsten kalde 2016 for år 0, for nu sker der noget. Vi har haft dobbelt så mange turister i forhold til sidste år. Og det tror jeg hænger sammen med den måde, som Visit Greenland og Kommuneqarfik Sermersooq og andre interessenter har markedsført Colourful Nuuk på.

Island
Ifølge Henrik Skydsbjerg er der flere rejsebureauer rundt omkring i verden, der har fået øjnene op for Grønland, som de ser som den næste spændende arktiske destination efter Island.

Ren og pæn
- Noget af det turisterne i Nuuk fremhæver. er, at byen er ren og pæn, og så er der mange ting at tage sig til. Vi havde for nyligt en schweizisk familie på fire, der var i Nuuk i 10 dage. De deltog på alle vores ture og arrangementer, og da de rejste hjem, sagde de, at de kunne have brugt 14 dage mere i Nuuk, fortæller Henrik Skydsbjerg.

Læs: Island forventer to millioner turister til næste år

Byvandring
Et klassisk program for Nuuk lyder på en byvandring eventuelt krydret med et kulturelt tilsnit i form af museet, kolonihavnen og en kulinarisk oplevelse med grønlandsk tapas i Katuaq.

Derudover skal de fleste på en sejltur til Qooqqut, hvor det er populært at fiske og efterfølgende tilberede maden på restaurant Qooqqut Nuan.

Håbets ø
Er der tid nok, så er der også mulighed for en heldagstur til Kapisillit eller en sejltur til Håbets Ø og se ruinerne efter Hans Egedes gamle hus. Noget af det allermest populære er dog en ganske enkel klassisk kaffemik hos en lokal værtinde, fortæller Henrik Skydsbjerg.

Læs: Turister i Nordvestpassagen denne sommer

Kinesisk kogekunst
- For nyligt havde vi besøg af en gruppe kinesere, som skulle på kaffemik. Da turisterne ikke rigtig kender konceptet med kaffemik, ved de ikke, hvad de skal forvente.Men denne her gruppe blev hentet på hotellet, og så fik de ellers serveret kager og kaffe. Det endte med at blive så hyggeligt, at kineserne gik i supermarkedet og handlede ind, og så lavede de traditionel kinesisk aftensmad til deres værtinde. En kaffemik kan ende med at blive et af de bedste minder fra en rejse i Grønland, siger Henrik Skydsbjerg.

Læs flere spændende artikler om turisterhvervet i turismetillægget 'Uendelige muligheder,' der følger med denne uges AG

Powered by Labrador CMS