erhvervsdebat

Fiskeriet får for meget særbehandling

En iværksætter kritiserer, at fiskeriet har de bedste støtteordninger, når Naalakkersuisut netop ønsker et bredere erhvervsliv

Små og store fiskere har mange fordele over andre slags virksomheder, når de ønsker at starte en virksomhed

Står man med drømmen om at starte fiskerivirksomhed med enten egen jolle eller indhandlingsanlæg, så er der flere støttemuligheder hos det offentlige.

Flere støtteordninger end i andre erhverv, og det ærgrer iværksætter Dorit Olsen.

Selv har hun som designer i sit kunstværksted Dooit Design i Nuuk store månedlige udgifter til elektricitet, og hun har ingen mulighed for at få erhvervsrabat på el-regningen hos Nukissiorfiit, selvom det selvstyreejede forsyningsselskab tilbyder store rabatter til virksomheder indenfor landets største erhverv, fiskeriet.

Det skriver erhvervsmagasinet Una Business.

Holdt ude fra støtten
- Det er noget mærkeligt noget, at kun fiskeriindustrien skal have særbehandling. Hvad med andre erhvervsdrivende, der bruger meget el? Siger Dorit Olsen til Una Business.

Hun ærgrer sig over, at selvstændige inden for andre fag end fiskeriet bliver ekskluderet fra udgiftsstøtten.

Læs: Greenland Business: Pengene ligger tit lige foran os

Hver måned betaler værkstedskunstneren omkring 2.000 kroner i elregning til Nukissiorfiit.

Måske nye priser på vej
Havde Dorit Olsen drevet fiskerivirksomhed i stedet for at brænde glas, kunne hun have betalt en såkaldt Kunde 2-pris, som er meget lavere. Og det gælder ikke kun el-priserne men også selskaberne vand- og varmeudgifter til Nukissiorfiit.

Naalakkersuisut og landets andre politikere nævner ofte, at Grønland bør have et levende erhvervsliv, der har andre vækstområder end blot fiskeriet. Og måske er der også ved at ske ændringer på prisområdet.

Departementet for Natur, Miljø og Justitsområdet siger i hvert flad til Una Business, at man er i færd med at lave et afdækningsarbejde for en mulig ny prisstruktur hos Nukissiorfiit.

Læs: Idémand vil bygge mini-zoo i Nuuk

Powered by Labrador CMS