Nuuk

Fire mulige fremtidsscenarier debatteres

Erhvervslivet fejrer 1. maj med workshops i Nuuk

Fire mulige fremtidsscenarier. Kilde og grafik: ACRM

Mere end 70 virksomhedsledere og beslutningstagere deltager på torsdag den 1. maj i Arctic Business Network og Råstofklyngen ACRM's (Arctic Cluster of Raw Materials') workshops om grønlandske fremtidsscenarier og erhvervssamarbejder.

De to workshops finder sted på Hotel Hans Egede i Nuuk og handler om muligheder og udfordringer i forbindelse med en styrket indsats for erhvervssamarbejder. Primært i forbindelse efterforskning og udnyttelse af Grønlands råstofpotentiale.

Efter Grønlands Arbejdsgiverforenings konference 'Future Greenland' i 2013 satte en større gruppe grønlandske beslutningstagere sig sammen for at bidrage med deres syn på muligheder og udfordringer for vækst og udvikling.

Dette arbejde blev udført i samarbejde med Institut for Fremtidsforskning og har blandt andet resulteret i den foreløbige rapport ’Fremtidsscenarier for Grønland’. Her beskrives fire mulige fremtidsscenarier (se billede og billedtekst), og hovedkonklusionerne vil blive fremlagt og debatteret ved arrangementet 1. maj.

Workshoppen vil desuden bestå af oplæg og efterfølgende debat omkring værdien af partnerskaber og erhvervsmæssig inddragelse set i samfundsmæssigt perspektiv, oplyser arrangørerne.

Fire mulige fremtidsscenarier
Om formiddagen er der paneldebat med udgangspunkt i de fire beskrevne scenarier: Råstofsovepuden, Det lange seje træk, Dødens Gab og Grønland 2.0. Her deltager en halv snes markante repræsenterer fra erhverv og uddannelse.

Blandt andre rektor Tine Pars fra Ilisimatusarfik, direktør Thorkild Lauridsen fra Arctic Consensus, Jens B. Frederiksen fra True North Gems Greenland, Qupanuk Egede fra Orbicon Greenland og ph.d. Kåre Hendriksen fra Danmarks Tekniske Universitet og Artek.

Eftermiddagen er afsat til en uformel drøftelse mellem repræsentanter for den danske og den grønlandske regerings relevante embedsværk. Inputs fra både denne dialog og fra workshoppen generelt vil blive indarbejdet i slutrapporten, som vil blive afleveret til de to regeringer i løbet af 2014.

Se programmet i den vedhæftede pdf-fil til højre under faktaboksen

Powered by Labrador CMS