Qassiarsuk
Finn Lynge roses for kristent minde- og valfartssted
Finn Lynge får ros sit arbejde for Thjodhildes Kirke ved Brattahlid i det nuværende Qassiarsuk
Politikeren, forfatteren, samfundsdebattøren og meget andet Finn Lynge, der døde fredag i sidste uge i en alder af 80 år, får ros for at være idemanden og drivkraften bag at skabe et kristent minde- og valfartssted i Sydgrønland.
Sammen med tidligere landsstyreformand Jonathan Motzfeldt arbejdede han for, at der skulle placeres et kristent minde- og valfartssted på det sted, hvor den første kristne kirke i Grønland blev placeret.
- Sammen med Jonathan Motzfeldt arbejdede han utrætteligt på at skabe et sådant valfartssted i Qassiarsuk - kristendommens vugge på det nordamerikanske kontinent, skriver biskop Sofie Petersen på vegne af Gardar Foundation.
I dag kan både herboende og turister glæde sig over den smukke rekonstruktion af Thjodhildes Kirke ved Brattahlid i det nuværende Qassiarsuk.
Ved siden af kulturbygningen ligger en anden rekonstruktion i form af en tro kopi af Erik den Rødes langgård.
Kunne ikke helt slippe fonden
Gardar Foundation har i dag sammen med Kommune Kujalleq ansvaret for de historiske bygninger. Gardar Foundation var hovedsageligt Finn Lynges idé.
- Personligt var han tillige sekretær for fonden i perioden 2003-2006, men som hjertebarn slap han den aldrig, fremhæver Sofie Petersen på vegne af Gardar Foundation, som takker Finn Lynge.
Fredag morgen sov Finn Lynge stille ind i sit hjem i Qaqortoq. Det skete i en alder af 80 år efter længere tids sygdom.
Han begraves fredag i Qassiarsuk.
Læs alle artikler om Finn Lynge her