Skuespiller søges

Filmrolle skal besættes i Nuuk

Skaberen af Half & Half leder efter ung mand, der kan spille hovedrolle i ny film

Aka Hansen kommer til Grønland med sit filmhold for at optage en webserie.

Et ungt produktionshold med Aka Hansen i spidsen vil prøve kræfter med et nyt medie, der fanger især det yngre publikum, nemlig en webserie.

Og filmoptagelserne til serien, der har fået arbejdstitlen POLAR, skal skydes i Nuuk i det kommende år

- Vi er i gang med at udvikle manuskriptet til POLAR, som skal filmes i Nuuk til foråret. Den handler om en ung mand, Ivik, som forelsker sig i en jævnaldrende dansk ung mand, som netop er flyttet til Nuuk. Ivik har overnaturlige kræfter, og han lærer igennem sin kærlighed at beherske dem, samt acceptere sig selv som han er, oplyser producer Aka Hansen i en pressemeddelelse.

Aka Hansen, der studerer på den danske filmuddannelse Super16 i København, samarbejder med manuskriptforfatter Morten Mortensen, instruktørerne Natalia Ciepiel og Alexander Ohrt samt producer Maria Møller Christoffersen.

Aka Hansen har tidligere haft succes med kortfilmen Half & Half om unges identitetskvaler i rigsfællesskabet og er ligeledes skaberen bag julekalenderen, som nogle vil huske fra KNR ’Nissit Angakkuaatillu’.

Grønlandsk filmproducer optaget på eftertragtet filmskole i Danmark

Holdet har endnu ikke den endelige finansiering af projektet på plads, men forventer at ankomme med otte folk til Nuuk, hvor de planlægger at hyre blandt andet en skuespiller til den omtalte hovedrolle, Ivik.

- Vi er ret ambitiøse omkring vores projekt. Vi har et mål om at lave en webserie, som både skal blive en succes for det danske publikum og selvfølgelig også for det grønlandske publikum, understreger Aka Hansen.

Kortfilm om grønlandsk identitet set over 3.000 gange

POLAR ventes at få premiere til oktober 2017 i såvel Grønland som Danmark.

Powered by Labrador CMS