Maniitsoq

Fem personer fanget af drivisen

To voksne og to børn, der befandt sig i en jolle nord for Maniitsoq, og som var fanget af drivisen, blev tirsdag bjærget af Tritons helikopter, mens føreren af jollen senere blev reddet politikutteren Sisak II

Ved hjælp af Tritons helikopter blev to voksne og to børn tirsdag bjærget fra drivisen nord for Maniitsoq. Billedet er taget mandag i Sisimiut Havn

Politiet i Qeqqa, lokalstationen Maniitsoq, modtog mandag aften klokken 20.52 en anmeldelse om, at en jolle med fem personer, som var sejlet fra Napasoq mod Maniitsoq, ikke var nået frem.

Der var snevejr og minus 12 graders kulde i området på anmeldelsestidspunktet.

De fem personer består af tre voksne og to børn på 10 og 13 år.

Det meddeler regionslederen i Qeqqata Politi, politikommissær Johan Davidsen, i en pressemeddelelse.

Se billeder: Triton bryder is i Sisimiut og hjælper indefrosne kuttere

Eftersøgning igangsat
Politikutteren Sisak II blev sendt på eftersøgning, ligesom Arktisk Kommando blev sat ind i eftersøgningen med inspektionsskibet Triton.

I dag tirsdag klokken 08.15 blev der etableret forbindelse til de savnede fra Sisak II igennem VHF-radio, og det viste sig, at de savnede befandt sig nord for Maniitsoq.

Jollen, en 19-fods Shetland med en 90 hk-påhængsmotor med de fem ombordværende blev efterfølgende fundet siddende fast i drivisen.

Fire personer bjærget af helikopter

- Ved hjælp af Tritons helikopter blev to voksne og to børn bjærget og bragt til Maniitsoq. Føreren af jollen, en voksen mand, blev om bord i jollen og blev reddet af politikutteren Sisak II, fortæller Johan Davidsen.

Ifølge Johan Davidsen har det vist sig, at jollen sejlede ind i snevejr og fór vildt, og hvor jollens GPS og VHF-radio gik i stykker.

- Føreren af jollen var standset op, da han ikke længere kunne orientere sig. I løbet af natten blev jollen pakket ind i drivisen, og da det blev lyst, havde de stedfæstet deres position, skriver Johan Davidsen.

Og han fortsætter:

- Jolleføreren har repareret VHF-radioen og begyndte at udsende signal på kanal 8 og fik kontakt med politikutteren Sisak II.

De ombordværende har det efter omstændighederne godt på trods af, at de har frosset meget i løbet af natten.

Powered by Labrador CMS