Tele-Post
Fejl i udstyr skyld i stort internet-nedbrud
Søndag fik Tele-Post voldsomme problemer, hvor der var nedbrud på internettet, og man kunne heller ikke sende SMS'er
Hele Grønland blev ramt af SMS- og internetnedbrud søndag, hvor man ikke kunne gå på internettet i knap to timer.
Tele-Post har oplyst, at selskabets centrale routere var grunden til afbrydelsen af internettet.
Sermitsiaq.AG har spurgt Tele-Post, hvad det var, der fik hele Grønland til at miste internetforbindelsen.
Læs: Hele Grønland ramt af SMS- og internetnedbrud
- Hvor ligger de tre centrale routere henne, som var skyld i afbrydelsen af internettet?
- Hovedrouter i Nuuk, Internet breakout routere i Danmark og Canada. Betydning af breakout: der hvor Tele-Post kobler til det øvrige Internet-nettet, henholdsvis igennem europa og nordamerika, svarer Tele-Posts kommunikationsdirektør, Arnakkuluk Jo Kleist.
- Er det noget med søkabel-installationen at gøre, at nettet blev afbrudt?
- Nej, det har ikke noget med søkabelarbejdet at gøre.
- Kunne internet-afbrydelsen have været undgået?
- Vi havde en fejl på udstyret, som også resulterede i at automatisk failover også fejlede. Failover: Når den ene forbindelse fejler, så skulle trafikken automatisk skifte over til den anden forbindelse. For eksempel hvis Island/Danmark benet fejler, så skulle den selv skifte over til Canada benet. Men det gjorde vi så manuelt.
- Er der ikke backup i Tele-Post ved afbrydelsen af internettet?
- Der var og er backup igennem Canada, som, som sagt fejlede med automatisk skift.