ULYKKER TIL SØS

Det farlige hav

Første halvår af 2017 har været barskt, når man ser på antallet af omkomne til søs

Langt størstedelen af ulykker til søs sker med både under 30 fod – primært joller, fremgår det af den seneste opgørelse fra Skibsfarten og Luftfartens Redningsråd

En trist statistik, der kun understreger vigtigheden af at være godt forberedt inden sejlturen.

8. august i år sejler to mænd ud i en jolle i nærheden af Qassimiut i det sydlige Grønland. På et tidspunkt sejler de på en isskosse i overfladen, og begge mænd kastes ud af båden. Kun den ene er iført en flydedragt. Han overlever ulykken. Det gør den anden mand ikke.

Ulykken er desværre ikke enestående, og viser med al tydelighed, hvor vigtigt det er at være godt forberedt, når man sejler ud, og at man husker redningsudstyr til alle i båden. Det siger fungerende regionsleder i Politiregion Kujataa, Laila Thomassen Fleischer.

- Vi oplever tit, at det nødvendige sikkerhedsudstyr ikke er til stede i bådene. Det være sig flydedragter, nødraketter, årer, GPS-udstyr m.m. Vi har meget tåge her i syd, og har man ikke en GPS med sig ud, kan man let fare vild.

- Derudover glemmer folk i nogle tilfælde at kommunikere med deres familier om, hvor de sejler hen. Udover at man skal sige, hvor man har planer om at sejle hen, så opfordrer vi altid folk til at ringe hjem undervejs på turen og fortælle, hvor de befinder sig. Det gør et eventuelt eftersøgningsarbejde lettere og hurtigere, da man ellers skal afsøge et meget stort område, siger Laila Thomassen Fleischer.

Læs hele historien i Motoori. Semitsiaq indeholder nyeste udgave af det populære Motoori om biler og både. Køb avisen her:

Powered by Labrador CMS