nanoq

Færre isbjørne i fremtiden

Verdens bestand af isbjørne vil med stor sandsynlighed mindskes mere end 30 procent i løbet 35 til 40 år på grund af klimaforandringer i Arktis

Isbjørnene får det ikke nemmere i fremtiden i Arktis

Den internationale Sammenslutning for Naturbevarelse (IUCN) anser tabet af havis som den største langsigtede trussel mod isbjørnens overlevelse, oplyser Naturinstituttet.

Rødliste
Vurderingen kom i forbindelse med, at IUCN i sidste uge offentliggjorde den opdaterede udgave af sin ’rødliste’ over truede arter. Listen omfatter 79.837 dyre- og plantearter, hvoraf 23.250 vurderes som udryddelsestruede.

Seneste viden
Den nye vurdering af fremtidsudsigterne for klodens isbjørne bygger på den seneste viden om havis og isbjørnebestande. Forskerne har anvendt statistiske modeller og computersimuleringer til at forudsige, hvordan ændringer i havisen kan påvirke størrelsen af isbjørnebestandene.

Og nogle af de anvendte data – blandt andet om bestandenes alderssammensætning og formering - er indsamlet af Grønlands Naturinstitut. Og Kristin Laidre, som er forsker ved instituttet, er en af rapportens forfattere.

14 procent mindre
Udbredelsen af arktisk havis, målt årligt i september måned, er siden 1979 skrumpet med cirka 14 procent pr. 10 år.

De nyeste prognoser forudser endvidere, at store dele af havområderne i Arktis i slutningen af dette århundrede vil være isfri i mere end fem måneder om året.

Sult
Da isbjørne er afhængige af havis for at kunne nå deres byttedyr, vil en åbenvandsperiode på mere end fem måneder resultere i en kortere jagtsæson med deraf følgende udsigter til længerevarende perioder med sult.

Det vil sandsynligvis give underernærede isbjørne med nedsat evne til forplantning og overlevelse. Højere temperaturer i Arktis kan også medføre øget sygdom blandt for eksempel sæler, som er isbjørnens vigtigste bytte.

30 procent færre
Verdens bestand af isbjørne vil med stor sandsynlighed mindskes mere end 30 procent i løbet 35 til 40 år.

Det understøtter isbjørnens status som ’sårbar’ på rødlisten; en status den første gang fik i IUCN’s vurdering i 2005.

Bestanden er dog ikke udryddelsestruet, fordi den sikkert ikke vil blive halveret i samme tidsperiode.

Tilflugtssted
I de kommende årtier vil området omkring Nordgrønland og de canadiske øgrupper efter alt at dømme blive et tilflugtssted for isbjørne, da isen her forventes at blive liggende i længere perioder.

Læs også: Sultende isbjørn et tegn på forandringer

Powered by Labrador CMS