fiskeri

Færre fisk til Grønland i Norge

Grønland og Norge har afsluttet fiskeriforhandlinger

Grønlands kvote på torsk i norsk farvand bliver uændret i 2014

Grønlandske fiskere får mindre kvoter på kuller og sej i norsk farvand næste år. Norges kvote på pelagisk rødfisk i grønlandske farvand bliver også reduceret. Det er blandt resultaterne af fiskeriforhandlinger mellem Grønland og Norge, meddeler selvstyret.

På grund af den biologiske rådgivning har der været reduktion på begge sider på de fleste arter. Dog er Grønlands torskefiskeri i norsk farvand bevaret på 3.500 tons, og Norge får 200 tons ekstra bundlevende rødfisk og 450 tons ekstra torsk i forhold til 2013. Norges kvote på pelagisk rødfisk er til gengæld skåret ned med 1.050 tons. Grønlands kvote på kuller og sej er sat ned med henholdsvis 150 og 300 tons.

Kvotebyttet mellem Norge og Grønland er af meget stor værdi for begge lande, og den opnåede aftale med Norge skal senere forelægges for medlem af Naalakkersuisut for fiskeri, fangst og landbrug Karl Lyberth fra Siumut til endelig godkendelse.

Forhandlingerne blev gennemført på embedsmandsplan og skal først godkendes af Naalakkersuisut.

Powered by Labrador CMS