uefa

Færøerne støtter Grønlands fodboldønsker

Det er ikke urealistisk, at Grønland kan blive medlem af UEFA og FIFA, mener præsidenten for Færøernes Fodboldforbund

Foto fra kampen mellem Portugal og Færøerne, hvor færingerne tabte hele 0-6. På billedet ses verdensstjernen Cristiano Ronaldo i aktion

Efter at have fløjet i højere luftlag i længere tid kom det færøske fodboldlandsland ned på jorden igen. I kampen mod Portugal på hjemmebane bankede de regerende europamestre Færøerne 6-0 på Færøernes nationalstadion den 10. oktober.

Læs: Porto-talent nedlagde færingerne

Bedste landshold
- Jeg tror, at det er det bedste landshold, jeg har set på Færøerne. Vores taktik var måske for offentsiv, men det var nu engang den, som blev valgt. Hverken Tyskland, Italien eller Spanien var så gode, da de spillede her, siger Christian Andreassen, præsident for Færøernes Fodboldforbund, FSF.

Stjernen over dem alle, Cristiano Ronaldo, boltrede sig på kunstgræsset i Thorshavn og scorede et mål.

Ikke urealistisk
I Grønland drømmer man også om at se verdensstjerner spille fodbold. Og det er ikke urealistisk, mener den færøske fodboldboss.

- Jeg har svært ved at se, hvorfor man skulle nægte Grønland medlemskab, hvis Grønland søger og har sine ting i orden, siger Christian Andreassen.

Lav et godt forarbejde
Færøerne blev medlem af FIFA den 2. juli 1988 og af UEFA den 18. april 1990. Færøerne bragede ind på den internationale scene i den første EM-kvalifikationskamp, hvor landsholdet vandt 1-0 over Østrig den 12. september 1990. I øvrigt i Landskrona i Sverige, fordi Færøerne ikke havde en internationalt godkendt hjemmebane.

Verdensmestre
Siden har både forhenværende verdensmestre og europamestre spillet på Færøerne, og for første gang nogensinde har regerende europamestre spillet på Færøerne. Resultatmæssigt har det været op og ned.

Læs: GBU: Kunstgræsbaner gavner hele samfundet

De senere år har landstræner Lars Olsen stabiliseret holdet og skabt stor fremgang. Blandt andet vandt holdet begge kampe over Grækenland i forrige kvalifikationsturnering. I denne VM-kvalifikationsturnering er Færøerne kommet godt fra start med fire point efter kampene mod Ungarn og Letland og jagter dermed rekorden på syv point.

Samme ambitioner
Grønland har samme ambitioner som Færøerne i 1990 om at melde sig ind i FIFA og UEFA. I et samarbejde med det danske fodboldforbund DBU har GBU planer om at øge tallet at aktive fodboldspillere, trænere, DBU-uddannede dommere og kunsstofbaner i fuld størrelse, som giver mulighed for at spille helårsfodbold i Grønland.

Det skal være grundlaget for medlemskab i FIFA og UEFA i 2025.

- Det er en fornuftig målsætning. Det er vigtigt, at rammerne er i orden, så alle forudsætninger er på plads, inden man søger og lægger en strategi sammen med UEFA, siger Christian Andreassen.


Gode støttemuligheder
Christian Andreassen siger, at færøsk fodbold ikke ville være på det høje niveau i dag, hvis det ikke var for medlemskabet af UEFA og FIFA.

- Det giver mulighed for at spille internationale kampe. Før i tiden spillede vi kun imod Shetland, Grønland og måske Island en gang imellem, siger Christian Andreassen.

I dag er der omkring 5.000 aktive fodboldspillere på Færøerne. På landsholdet er der også flere spillere, som spiller i klubber i Danmark, Norge og Island.

- Vi havde ikke haft muligheder for at spille på så højt niveau, hvis det ikke var for det internationale medlemskab, siger Christian Andreassen.

Støttepenge
FIFA og UEFA kræver, at stadion og fodboldbaner har en vis standard,
at organisiationen er i orden, samt at der er uddannede trænere.

- Vi har også adgang til støttepenge, og det er kommet klubberne til gode. Vi modtager årligt cirka 40 millioner i støtte til drift (inklusive penge for tv-rettigheder, red.) og seks til syv millioner kroner til investeringer fra FIFA og UEFA, siger Christian Andreassen.

Fuld støtte til Grønland
Den færøske fodboldpræsident siger, at der ikke skal herske nogen tvivl om, at Færøerne støtter Grønlands ønsker om medlemskab i FIFA og UEFA. Det er også hans indtryk, at alle de nordiske lande bakker om en sådan en ansøgning.

Han mener også, at tiden er den rette til at søge om medlemskab, da små nationer er i høj kurs i øjeblikket.

En forhindring kan dog være, at FIFA kræver, at man skal være en anerkendt stat.

- Det burde dog ikke være et problem, da Færøerne er blevet optaget. Hvis Danmark støtter en ansøgning, så burde det også lade sig gøre. Det kræver dog, at Grønlands fodboldanlæg er i orden, og at man gør et godt forarbejde og sikrer sig politisk støtte, minder Christian Andreassen endnu engang om.

Færøernes fodboldboss siger også, at det kan gavne hele samfundet på længere sigt.

- Vi har - inklusive med U-landsholdene - 25 landskampe på Færøerne om året. Det giver aktivitet til andre, og reklameværdien er stor i forbindelse med A-landsholdet, tilføjer Christian Andreassen.

Powered by Labrador CMS